Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fjärde häftet - Symfoni i rødt. Studie i den Michaëliske Digtning. Af Jørgen Andersen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Jørgen Andersen
— det tænkes her ikke paa — men den kan
ogsaa vække ved sin Heroisme. Samme
Toneomraade som Træblæserne har den, men
dens Klang er en anden, Tonefarven er grel;
den overrasker og understreger. Ligesaa
Michaelis; han er Fynbo som H. C. Andersen
og Carl Nielsen, men befinder sig som
Kunstner milevidt fra den første og ogsaa fra den
anden, naar denne skrev sin Musik til
»Moderen», men paa Linje med hans Helicondigtning
og den »sære» Klarinetkoncert.
Michaelis blev aldrig rigtig dansk, hvorved
vi forstaar en Oehlenschläger, Winther og
Holstein. Det vil tage Tid at skulle definere
det danske i disses Vers, men tag og læs bare
et enkelt af dem, og en Dansker vil føie,
at han er hjemme.
Michaelis’ Lyst til fremmede Sprog og
Kultur naaede sit første Resultat i 1891
med Skoleembedseksamen (Hovedfag: fransk
Filologi) — og senere skulde den paa
afgørende Maade komme til at præge hele hans
Forfatterskab. Sansen for Glosen med dens
fremmedartede Klang, der faar Blodet til
at koge af Rejse- og Eventyrlyst, har Michaelis
fælles med Claussen. Men medens sidstnævnte
som erklæret Antifilolog fantaserede sig et
af sine mest mesterlige Poemer til over
Klangen i ét eneste Ord: Ekbàtana (oven i
Købet maaske med Trykket lagt forkert),
saa synes Michaelis mere nøgternt derimod
at anvende sit uhyre Gloseforraad overalt
for at flattere sine Emner og pebre sin Stil.
Det har været ham om at gøre saavel i Digte,
saa rammende og sprogligt saa fuldgyldigt
som muligt, at beskrive Stemningen fra sine
Rejser ■— som paa Prosa disses mere konkrete
Oplevelser. Og Michaelis rejste tit og langt!
Mellem de to Datoer, som han har anbragt
til sidst i »Hellener og Barbar»: 5/s 1908—5/8
1914, ligger foruden Fuldførelsen af denne
hans største og betydeligste Roman tillige
en Verdensomsejling med Visit mange af de
samme Steder, Johs. V. Jensen lidt tidligere
havde besøgt. Hans »Eksotiske Noveller» og
Partier i Michaelis’ »Træbukken» minder
delvis om hinanden.
Hvor var nu Michaelis’ kæreste Rejsemaal?
Saa utvivlsomt Hellas, hvad Emnevalg og
Inspirationer til mange af hans bedste Digte
om Kunst (en Genre, han fremfor nogen andre
har arbejdet med) viser. Men naar man har
udvidet denne Hellenisme (en af de mest
aktuelle Ismer ved Aarhundredets Slutning
takket være Georg Brandes, men især Julius
Lange, i hvis Øvelser paa Akademiet den
alsidige Michaelis deltog) til ogsaa at gælde
hans kunstneriske Form, maa der dog vist
protesteres. Thi saavel i sin Farvebrug som
med sin uhyre billeddannende Evne og
endelig i Udformningen af de valgte Motiver
til en Handling, der altid er spændingsfyldt,
stundom lige til Grænsen for det tilladelige,
savner han det klassiske Maadehold, Balancen
mellem Form og Emne. Som Artist, og nu
er vi ved det, Michaelis først og fremmest
er og har Krav paa at bedømmes som, er
han Orientalist, Eksotiker, Kinafarer,
florentinsk Renaissancemaler og fransk
Spiritualist.
Og alt dette vil han bedst selv kunne
dokumentere i sin Digtning, som nu i
Hovedtræk skal gennemgaas og hvoraf til sidst et
Livssyn skal uddrages.
Michaelis’ uomtvistelig store Evner som
Lyriker er nedlagt i en lille halv Snes
Digtsamlinger af hvilke de vigtigste er: »Sirener»
(1898); »Livets Fest» (1900); »Palmerne»
(1904); »Blaaregn» (1913) og »Romersk Foraar»
(1921).
Sirener, som udkom, efter at den første
Ungdom allerede var passeret, er mer
udspekuleret end f. Eks Holsteins tilsvarende
Samling, til Gengæld ikke saa sluttet. Der er
godt med rødt, taget bogstaveligt, men
ogsaa i den Betydning, der er defineret
ovenfor.
Stærk Poesi er »Rytterens Säng» (fra
Romanen »Æbelø»). Den himmelstormende
Digter er til Sinds om muligt at ride Gud ned
— i al Fald at krydse Klinger — Tankens —
med ham.
Det følgende Digt er mere modest sat op —
men ellers lige saa radikalt. En Facon,
som alle Halvfemserne fandt chic — for
kortere eller længere Tid. »Hinsides»:
Hinsides Horisontens gyldne Søm
min Længsels Rose sig mod Himlen ranker:
Usete Skønhed — lyse Lykkedrøm,
kast Stjerneskær paa alle mine Tanker!
Min Stjernebibel funkler stumt sin Tekst
om Gud, der ej behøver Aabenbaring,
men gror i vantro Sind sin stille Væxt
og højt er hævet over al Forklaring.
»Sirenen» handler som Navnet siger om
Havets forførende evige Spil og om
Lykken, der er saa nær, at Hjertet maa græde,
fordi dets Længsel — der alligevel er det
bedste -— stækkes i sin Flugt
220
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
