Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fjärde häftet - Symfoni i rødt. Studie i den Michaëliske Digtning. Af Jørgen Andersen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Symfoni i rødt
al Higen. »Atlantis» er Toppen i Michaelis’
Poesi — men Bunden i hans Livssyn. Intet
gjaldende Vivat. Stum Afregning med Livets
Gøglespil. Solen begynder at staa lavt.
Linjerne stræber ikke mere opad som fordum:
De forventningsstille Palmer — er jeg vaagen — se,
de stige
op af Østens låve Kyst, bag de okkergule Brinker
som Raketter de hilse. Se, Morgenlandet vinker
til den Fremmede, der higer mod et drømforjættet
Rige.
Nu er de brudt af. Raketstokken er efter
at have udsendt sine funklende Stjerner i
Zenith udbrændt og paa Vej ned i Genskæret
af dem.
Havet dønner uden Rynke,
bulmedunkelt, tavst, pompøst.
Mod Atlantis vil jeg synke
fra et fattigt Liv forløst.
Gennem Tangpolyppers Skræmsel
Fald paa tusind Favne Vand,
dykke ned i Dybets Glemsel
til min Længsels sunkne Land,
hvortil alt synker ned, boblebristede Haab,
Lykken, der aldrig naas, som Gulnare-Digtet
fastslaar, fordi dens Forlis saa meningsløst
ligger i og er bestemt af dens Aabenbaring.
Gulnare, hvilken er Haabet, kaster vei »sine
Dølgeslør» og falder i Aladdins, Længselens
Favn og — dør. — Illusionerne følger med paa
Farten nedefter fulgt af deres to Skabere,
Drømmen og Rusen.
Alle Drømmens Luftkasteller,
Fantasiens Fepalads
i Atlantis’ Bølgekælder
fandt den sidste Ankerplads.
Og her er dulmende stille, selv en
klippe-lænket Prometheus kan vederkvæges.
Ogsaa Stjernerne følger deres Imitations,
Rakettens Bane.
Se Orion stjernebæltet,
dukker mod min Længsels Land.
Ikaros, hvis Vinger smelted,
Faeton med styrtet Spand,
alle Flyverne, som vælted
sänk paa tusind Favne Vand.
Kredsløbet er sluttet. Udgaaet fra
Evighedens Dyb, skyllet som et Kim op paa
Livets Strand, er Sjælen igen dukket i Lethes
Hav, men med Erindringen om Atlantis
— en Station paa Rejsen — i Behold.
Gensynet — under en Mellemlanding i
Uendeligheden — med Forlisene af de Ting i Livet,
som trods alt forskønner det, gør det
attraa-værdigt at ønske om igen.
227
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
