Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjunde häftet - Teateraaret i København. Nordiske Skuespil og Betty Nansen. Af Axel Broe
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Axel
Broe
var individualiseret i Maske, i Gestikulation,
i Mimik og Tone. Disse Interiører var befolket
med levende Mennesker. Livet talte til os.
Aftenens største kunstneriske Oplevelse var
Bodil Ipsens Spil som den gamle Frue.
De, der kun kender Bodil Ipsen som vor
Tids store erotiske Kunstnerinde, vilde ikke
kunnet genkende hende som den gamle,
myndige Dame. Saa stor var Forvandlingen.
Borte var al den flagrende Uro, alt det
tilsyneladende improviserede, hvormed hun
plejer at udtrykke de erotiske Kvinder og
fængsle sit Publikum, der genkender hende
som selve Tidens Kvinde. Bodil Ipsen havde
til Fuldkommenhed levet sig ind i Lovisa
Niskavuoris stærke Sind. Hver Betoning var
ægte og af stor Myndighet. Her talte en
Personlighed. Ro og Holdning var der over
Skikkelsen, en Bondearistokrat. Masken var
ypperligt anlagt. Den høje Pande med det
tynde tilbagestrøgne Haar. Øjnene lidt stive
i Blikket af Alderen, men med pludselige
Glimt af skarp Kløgt. Halsen rynket og tynd,
Huden hvidgul. Hun var virkelig en gammel,
en meget gammel Kvinde, med der var
Stolthed og Visdom i hende, Slægtens første. Et
helt Menneske. Og af hvilket Format.
Det er Bodil Ipsens største Skikkelse. Af
de mange ypperlige Scener skal fremhæves den
første, hvor den lille Ilona, lys og yndig, synes
af Landsbyens Honoratiores, alle i Sort. Her
blev ikke sagt mange Ord. Atmosfæren
udløste Stemningen. At denne Scene blev saa
fuldkommen, maa tillige tilskrives Fru Sigrid
Neiiendam, der i en ganske lille Rolle som
Provstinden i Minespil (den stupide, selvgode
Standsfølelse), i Bevegelser og i Tonefald,
ganske og tilfulde udtrykte den bornerte
Stedsaand. En anden ypperlig Scene var den
mellem Gammelfruen og Lærerinden, holdt i
strenge urbane Former, men dræbende. De
unges Elskovsscene laa i rent Lykkelys, og
det sidste Optrin: Mødet med Skoleraadet,
var paa morsom Maade gennemtrængt af de
tilstedeværende Mænds blufærdige
Skamfølelse over at skulle dømme en ung Kvinde.
Ejvind Johan Svendsen gav den unge Månd al
sit stærke Sinds Mandighed og Mildhed, yndig
og lys som en Gudedatter var Else Højgaard
som Lærerinden, fint og ungt spillede hun
Kærlighedsscenerne, men Grebet om
Skikkelsen var ikke helt fast i de øvrige Scener. Clara
Pontoppidan med skinnende nyfigne Øjne og
jappende Tunge var selve Sladderens
Hus-spøgelse. Ogsaa Ruth Berlau, som Lykken
ellers ikke har tilsmilet, fortjener at
fremhæves for sin lidenskabelige haarde
Marthaskikkelse.
En stor Aften.
I Aarevis har Kampen paa Det kgl. Teater
staaet imellem den frie Kunstudfoldelse og
den Blochske bundne Form. Begge
Kunstprincipper har vundet Sejre. Men den, der
har set Kvindene paa Niskavuori vil mene,
at den Blochske Kunstopfattelse ligger dansk
Natur nærmest, og at den er det højeste
Udtryk for dansk Scenekunnen.
Paa samme Tid, som Skoven sprang ud og
trak Folk til sig, satte Det kgl. Teater en ny
dansk Komedie op, saa munter og grøn, at
man forstod, den skulde konkurrere baade
med Dyrehaven og de brogede Bakkeløjer.
Den hed Chas og var af Soya, der har givet
den Særbetegnelsen: et Heltedrama. Soya har
det tilfælles med de fleste Revyforfattere, at
han er snusfornuftig og ikke kan fordrage, at
Livet skejer en Smule ud. Denne Gang har
han set sig gal paa den omsiggribende
Heltedyrkelse af Sportssvømmere. Han lægger
Skylden herfor over paa Pressen, der samler
Abonnenter og navnlig faar Løssalget til at
stige ved at öfre flere Spalter paa hver ny
Rekordhelt.
Men Sensation og Døgnberømmelse er farlig
for de ubefæstede Sind.
Det er drøjt at blive glemt et Par Maaneder
efter, at man har oplevet Popularitetens
Sødme.
Soya har en kvik aflyttet københavnsk
Replik. Han er saare elskværdig, og han
stikker ikke, saa det bløder. Grunden hertil
er den, at det, han stikker til, sjældent har
Livets Blod i sig. Ogsaa heri minder han om
Revyforfatterne. Men han staar over dem ved
sin Evne til virkelig at kunne forme typiske
danske Skikkelser. Og det var disse, der alene
gjorde hans Satire seværdig. Mest Bid var
der i øvrigt i Kritikken af Pressen, en
nær-gaaende Skildring af en nu afdød københavnsk
Redaktør var baade vittig og truffet i
Centrum. Men mere bemærkelsesværdig for hans
skikkelsesdannende Evne var Skildringen af
den unge Automobilmekaniker Chas Olsen,
der opnaar Døgnberømmelse ved at svømme
Saltholm rundt. Chas bliver Helt. Han
glemmer sin lille Kolonihavekæreste, lader sig
beundre af Kvinderna, bliver filmet og faar en
Sportsside at redigere. Saa en Dag er det hele
Slut. En Konkurrent har slaaet Rekorden ved
384
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
