Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tolfte häftet - Norden har mistet en stor Kunstner. Af Robert Neiiendam
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Robert Neiiendam
Emil Poulsen var en Månd i al sin Færd paa
og udenfor Scenen, og han besad et
sarkastisk Lune af en egen akademisk Art,
som udmærkede et Par af hans
Mesterværker, Bankdirektør Helmer i »Et
Dukkehjem» og Hjalmar Ekdal i »Vildanden». I
Modsætning til sin Broder, den geniale
Holberg-Skuespiller Olaf Poulsen, blev
Emil Poulsens Kunstnerbane afbrudt af
Sygdom, da han var i samme Alder som
nu hans Søn, og det Savn, han efterlod,
var i månge Roller af samme uerstattelige
Karakter.
Johannes Poulsens sceniske Begavelse
mindede om Faderens; ogsaa han var
Romantiker og Realist. Hans mandige Styrke
var ikke ringere, men hans Fantasi mere
frodig, og der var i hans Sind et festligt
Moment, som Faderen savnede. Stemmerne
havde Toner tilfælles. Emil Poulsens Blik
var klogt og hans Mund klassisk skøn;
Johannes Poulsens Øjne var fængslende,
uudgrundelige, men hans Mund havde
uregelmæssige Linjer. Den første var dagklar, den
anden Mystiker. Det Repertoire, Johannes
Poulsen spillede i sine 37 Skuespilleraar,
var langt mere omfattende end Faderens;
det strejfede ind paa alle Omraader, han
var Tragiker og Komiker, bedst som
Tragi-komiker, Helt og Nar, fuld af historisk
Stilfølelse med stort Kostumekendskab og
hypermoderne som en adelig Gentleman
fra Kontinentet. I malerisk Henseende
taalte de to Kunstnere ingen
Sammenligning. Faderen gjorde saa lidt som muligt
ved sine Skikkelsers Ydre, medens Sønnen
drev Studier i Alverdens Kunstsamlinger
og blev en genial Maskør. Han kunde
afkøbe en Månd paa Gaden hans Klæder,
hvis de syntes ham karakteristiske for
den Figur, hans Fantasi arbejdede med.
Mangen en Rolle holdt han oppe ved
pragtfulde Stoffer og stærke Farver; man kunde
sige, at han mere malede end spillede
den. De Maskebøger, han efterlader, er
enestaaende i vor Teaterhistorie; det vil synes
Fremtiden utroligt, at alle disse
forskellige Ansigter skabtes af ét Menneske.
Et Tog af uensartede Skikkelser! Her staar
han som den sorgløse Yngling i
»Renaissance», og der er han —- tyve Aar gammel —
en aldrende Vismand i »Monna Vanna»; det
attende Aarhundredes Elegance beherskede
han tidligt, ogsaa i Karikatur som Jean
de France; han var Sagamennesket i
»Hallfred Vandraadeskjald», næsten hugget i
Granit, og den københavnske Alfons i
»Brødrene Hansen», raa, men dog godmodig.
Maalbevidst skuer han frem for sig i
Tordenskjolds Lignelse, som var det Maleren
Denners Portræt af Søhelten, og Lagerist
Sørensen i »Tante Cramers Testamente» er
saa naturtro, som et Fotografi i et borgerligt
Familiealbum. Kun sjældent naaede han
ikke sin Hensigt, men det hændte med
Prinsen i »Der var engang —», hvor han
tilstræbte i Masken at ligne Folkevisetonen,
men kom til at virke unordisk som en
florentinsk Adelsmand. Overalt i Holbergs
komiske Roller og i den danske Vaudeville
stäk hans Elskværdighed igennem; han
vidste, hvorledes Rollen skulde spilles, og
han gjorde det med Talent og Mod, men
Familieligheden voldte, at han i saadanne
Skikkelser mindede om sin store Onkel Olaf;
dog kunde det ikke nægtes, at Lunet og
de komiske Perspektiver var ringere. Olaf
Poulsen havde en streng Replikskole hos
sin Læremester J. L. Phister bag sig, men
han ejede ingen Lyrik i sin Kunst.
Johannes Poulsen var Karakterskuespiller, ikke
egentlig Komiker. Saadanne Roller som
Shakespeares Rendegarn i »En
Skærsommernatsdrøm» og Tobias Hikke i
»Helligtre-kongers Aften» og Holbergs Henrik og
Herman v. Bremen spillede han paa ydre
Reminiscenser, medens det ham af Naturen
givne viste sig i al Oprindelighed paa helt
andre Felter. Då han var Grosserer Friis i
»Den kære Familie» hørtes det typisk, hvor
lidt han i dybere kunstnerisk Forstand var
i Slægt med sin store Onkel, medens der
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
