Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tolfte häftet - Norden har mistet en stor Kunstner. Af Robert Neiiendam
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Robert Neiiendam
Arlechino i »Pierrettes Slør».
Poulsen som Ambrosius, der indtog den
Hædersplads over Sofaen, som endnu
tidligere beklædtes af Fru Heiberg og Michael
Wiehe.
De unge Brødre taalte at stilles paa de
udsatte Poster, der blev dem betroet. Det
var ikke Professor Emil Poulsens Navn,
som bar dem, men det gav dem Relief. Adam
var den i teknisk Henseende mest
udviklede, medens Johannes maatte høre
adskillig Kritik. Han var for springsk og urolig,
og der var Træk ved hans Mund, man først
skulde vænne sig til. Men Naturen havde
udstyret dem begge rigt med sceniske
Egenskaber. Deres Ansigter virkede i
Rampelyset, Stemmerne fyldte Rummet, Plastiken
var født. Mange vil endnu mindes, hvor
bedaarende Johannes virkede, naar han sprang
omkring og havde travlt med Lysene. Der
var Ungdom og Charme, og hvad sjældent
er, Stil i hans Krop. Han var væver som
en Fole, elegant som en spæd Klinge.
Kampen jör Opgaverne lærte de unge
Brødre ikke at kende; de kunde straks give
sig den ædlere Strid i Vold: at bakse med
Opgaverne. Det var jo i Teatrets
utvivlsomme Interesse, at Direktøren, Martinius
Nielsen, gav dem Rolle efter Rolle, og
hjemme sad Autoriteten, den højtansete
Professor, og ledte med kloge Faderøjne
deres Fremgang Skridt for Skridt. I dansk
Teaterhistorie har ingen haft bedre
Vækstbetingelser. For Johannes syntes det hele
straks at være en Leg; han tumlede rundt
som en Studenterkomedieskuespiller, da
han agerede Svenden Peter Ravn i »En
Spurv i Tranedans» og fik Skænd af dem,
der huskede for længst afdøde Komikere i
denne Rolle. Men allerede i sin første Sæson
røbede han sine egne Toner som William
Taylor i Bjørnsons »Maria Stuart». Det
lyriske Udtryk heri, den blide Resignation,
var Bud fra hans eget bløde Sind, og der
kan fra Foredraget af Sangen »Hver
Glædestund du fik paa Jord, betales maa med
Sorg» drages Relationer til hans senere
Skikkelser, forst og fremmest Vilhelm i
Oehlenschlägers »Axel og Valborg» og
Titelrollen i »Correggio». Man kunde kalde
Figurer af denne Art Moll-Tonen i hans
Kunstnerliv. Der var et musikalsk Halvlys over
dem, Tusmørke og Morgenstemning. Fra
Rolle til Rolle foldede han sig ud, og
allermest maatte man beundre hans
Karakteri-seringsevne i ganske stilfærdig Form.
Lagerist Sørensen i »Tante Cramers Testamente»
var et dagligdags Menneske af Typen
Larsen, før han blev gjort til moderne Helt i
»Melodien, der blev væk», og den forkælede
»Frida» i Gustav Wieds »Ranke Viljer»
(»2X2=5») var den første komisk betonede
Homoseksualist paa dansk Scene, skabt
efter levende Model. Johannes Poulsen
besad ikke alene inderlig Alvor af en sjælden
lødig Karakter, men Lune og Vid. Ogsaa
det bredttalende eller højtraabende i hans
Fremstillingsform lærte Publikum at kende
i en Rolle som Drachmanns Hallfred
Vand-raadeskjald. Saadanne Figurer hørte ikke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
