Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Femte häftet - Ny dansk prosa. Av Kjeld Elfelt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Kjeld
Elfelt
Folk stirrer paa ham, og han forfølges stadig
af det Syn, der er Katastrofens Symbol —
den dræbte Fyrbøders Haand med de to
Ringe og det mørke, tætte Haarlag. Hans
Angst forvandler de Mennesker, han møder;
deres Blik er haardt og lurende; de er onde. ..
de læsser et Ansvar paa hans Ryg, der gør
ham halvt sindssyg. Selv Datteren,
Lille-Esther, der anklager ham med
Uskyldighedens barnlige Stemme, er en Fjende, hvis
Ord piner og saarer.
Michael Tejns Skildring af Ernst Hallers
sjælelige Krise umiddelbart efter Katastrofen
er gennemført med megen psykologisk Kraft
og Fantasi.
I den sidste Halvdel af Romanen, hvor
Ernst Haller, der nu er blevet Gartner, møder
et af sine »Ofre»: den blinde og lemlæstede
Kirkesanger Gerstorff, er Handlingen lidt
for melodramatisk, og de hurtigt virkende
Knaldeffekter, Michael Tejn bruger, mere
rystende end egentlig overbevisende, men —
han er dygtig, forbavsende dygtig, og holder
han de Løfter, den første Roman giver, bliver
hverken vi eller Forlæggeren snydt ■—- som
saa mange Gange før.
Landfast er tredie (og sidste) Del af Sigurd
Elkjærs Romanserie om den grønne, jydske
Fjordø, der er hans poetiske Hjemstavn.
Sigurd Elkjær vokser stadig, og det er en
kritisk Glæde at følge ham i Væksten.
Landfast er den bedste folkelige Roman, han endnu
har skrevet — selv om Bogens lidt
traditionelle Hverdagshistorie ikke paa nogen Maade
er usædvanlig eller særlig opfindsom!
Klaus Vind, der stammer fra den anden
Side af Fjorden, gifter sig en Gaard til og
erobrer efterhaanden ved Hjælp af List og
klog Sognepolitik de fem fedeste Ejendomme
paa Øen for sig selv og sit talrige Afkom:
Jes, Jerrik, Lene og Frands.
Klaus Vind er dygtig, men hensynsløs og
haard. Han er Øens usentimentale Nutid,
for hvem Magt er Penge og Organisation. Han
starter en Kontrolforening, opdrætter
Præmiehingste og bygger omsider den store
Dæmning, der gør Øen landfast og skaber forøgede
Afsætningsmuligheder. Han belønnes
(desværre) med et Fakkeltog.
Sigurd Elkjær modelerer sine Mennesker
med fast og sikker Haand i det vaade Ler.
Det gælder især Gaardens myndige og snedige
»Konemoder», den 8o-aarige Lene, der har
overlevet fem Præster, og Sønnen Frands,
der er lige saa stivsindet som Faderen. De er.
som Bifigurer, særdeles levende og hede i
Blodet. Ogsaa Romanens Naturbeskrivelser
fortjener Bifald.
Mogens Klitgaards nye Roman er en
moderne Vagabondhistorie, men hvis man —
forledt af Titlen: Gud mildner Luften for de
klippede Faar — tror, at det ogsaa er en
satirisk eller ironisk Roman om Samfundets
klippede Smaafaar, hvis eneste Trøst er
Forsynet, der forhaabentlig mildner Luften for
de skaldede og pelsløse, gætter man galt.
Mogens Klitgaard er hverken vred eller
Oprører. Og han er heller ikke Moralist. De
forgiftede Pile, der flyver fra hans Bue,
standser som Regel i Flugten eller falder til
Jorden fire Meter før Maalet, fordi den
Hovedperson, han har valgt til sin Roman, er
uduelig, slap og ligeglad. Den Vædske, der triller
i hans Aarer, er forbavsende tynd, selv om
Mogens Klitgaard nu og da forsøger at kvikke
ham op med en kraftig Dosis af Knut
Ham-suns energiske Landstrygerblod. Han har
ingen faste Meninger, han er født sløv og
uden Vilje. Er det en »Helt»?
Da han fortæller sin u-tragiske Historie
over en slatten Kop Kaffe i Folkekøkkenet,
giver han sig selv det triste Skudsmaal, at
han er »et Skvat, der bare pjokker rundt i
Tilværelsen og laver Numre». Det kan ikke siges
bedre eller tydeligere! Han hader paa Grund
af sin »pæne, borgerlige Opdragelse» enhver
Form for Tvang og Arbejde, men han kan
heller ikke bære Frihedens Ansvar og Risiko.
Mogens Klitgaards Vagabond er altsaa en
underlig Fisk — paa Landjorden, og ikke
særlig sympatisk eller rimelig som
Romanfigur.
Men da hans krogede Livsbane gennem
Europa krydser mange Slags Skæbner, er
Romanen baade spændende af Handling og
velforsynet med tydeligt tegnede Mands- og
Kvindeprofiler, der i høj Grad pirrer
Fantasien. Vor »fejge, bebrillede» Landstryger er
skiftevis Roearbejder, Cigaretsmugler i
Nord-Sverige, Gartner, Fremmedfører ved
Rivieraen, falsk Globetrotter, Natportier eller
Kok paa Thurø-Skuden, »Constantia», hvor
Kosten er Klipfisk og tørre Høvl. Og da han
desuden fortæller sin bevægede Historie
vittigt og i en muntert slentrende Gangart,
bør Mogens Klitgaards Aktier foreløbig
noteres uden Kursfald, selv om han kun har
skrevet en underholdende, piccaresk Roman
og ikke bruger sin Vagabond med den
digteriske — og ironiske — Energi, der gjorde
268
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
