Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Femte häftet - Ny dansk prosa. Av Kjeld Elfelt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ny dansk Prosa
hans forrige Roman: Der sidder en Mand i en
Sporvogn saa levende og ■— hensigtsmæssig.
Jørgen Værløse, hvis egentlige Værktøj
er Tømrerens Økse og Sav, har tidligere
udgivet en Digtsamling: Det hellige Spejl. Den
er glemt lige saa grundigt som Sneen, der
smeltede for Foraarets milde Sol.
Jonna fortjener imidlertid en heldigere
Skæbne. Og der er ingen Fare. Jørgen
Værløse kan spare sig enhver Bekymring! Hans
Roman handler ganske vist om den
»anonyme» Hverdag, hvis Historie skrives i Vand,
og hvis Sorger er lige saa flygtige som de
Buer, Svalen tegner i Luften, men Jørgen
Værløse skaber sine Mennesker, let og levende,
af Sprogets fattige Ord og befaler os, med en
episk og psykologisk Vilje, der er sjælden som
et Firkløver at følge Jonnas Lykke og
Bekymringer til sidste Bogstav. Vi adlyder
villigt, fordi han stadig forstaar at skjule
en beskrivende og sjælelig »Stemning» i sine
Sætninger, der siger mere end lange, triste
Romanforklaringer.
Jørgen Værløse meddeler paa Bogens
bagerste Omslag, at han er »stærkt realistisk
indstillet», og at Dostojevski, Gorki, Zola,
Strindberg, Ibsen, Pontoppidan og Martin
Andersen Nexø har »bundfældet sig i hans
Sind». Der er ikke nogen Grund til at
dementere den Del af Jørgen Værløses litterære
Selvbiografi, men han er heldigvis saa meget
Digter, trods den flittige Læsning, at Romanen
uden synderlig Risiko løber om Kap med
Virkeligheden og stjæler dens mest realistiske
— og melodramatiske — Virkemidler.
Jonna kommer galt af Sted med Smedens
mandige Frederik, men hun bliver —
naturligtvis — gift og lyksalig, da det haster mest!
Den gerrige og lidt livsfjendske Gaardmand
Anders Gram kører løbsk og — knuser
Hovedet. Hans Hustru Lisbet faar et
apoplektisk Anfald og dør, da Sønnen, den
fordrukne og viljesvage Knud, vender hjem for
at deltage i Faderns Begravelse o. s. v.
Det kan næppe være mere
virkeligheds-brutalt og —• teatralsk! Men Romanen er
baade mere og bedre end sin Handling,
eftersom Jørgen Værløse skriver sine Meninger
og Billeder fra sig med en malende og
plastisk Magt, der overvinder enhver Modstand.
Det bliver forhaabentlig ikke Jørgen
Værløses sidste Roman. Denne Gang vil man
hverken faa Tid eller Lejlighed til at glemme
ham — og hans Jonna.
Handlingen i Erik Bertelsens nye Ro-
M og ens Klitgaard.
man: Dagen bryder frem er henlagt til det
altid blæsende og fattige Havsogn ved Nissum
Bredning, der bærer Navnet Harboøre, og
Tiden er Aarene omkring den anden
dansktyske Krig, da »Landets Hovmod blev
straffet med et velfortjent Nederlag».
Man kan skubbe Erik Bertelsen mange
Slags Bebrejdelser i Skoene. Selv i sine bedste
Romaner og Fortællinger: Havets Børn,
Vestkystfiskere og Folk paa en Fabrik er han ikke
særlig behændig, naar Handlingen skal skæres
til og Motivet udnyttes med den psykologiske
og dramatiske Konsekvens, Stoffet kræver,
men han kender sin Harboøre-Hjemstavn
fra Vandborg i Syd til Thyborøn i Nord —
lige saa godt som »æ Præjst hans Faderwor».
Og da han hverken romantiserer de gode,
gamle Dage paa Nutidens Bekostning eller
lider af den smitsomme Museums- og
Samlermani, der plejer at være Hjemstavnsfolkenes
værste Syge, er Dagen bryder frem femten
bevægede Aar af Harboøres Historie, der
lader sig læse med Glæde og Udbytte —
selv om man kun interesserer sig maadeligt
for Indremissionen og dens Gerninger paa
Vestkysten.
Erik Bertelsen er behageligt neutral.
Romanens Drama er Hverdagens — en russisk
269
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
