Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Elfte häftet - Tre Digte. Af Axel Broe - Anfægtelse - Paakaldelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Axel Broe
Denne evige Opstandelse af det, som en Gang var,
denne nye Vin, som hældes i de gamle tomme Kar,
er det alt? Er dette Livet? Pigen følger Mødres Vej,
sød af Lyst og Længsel giver hun sig selv, men Elskovsleg
er en Leg, som Taaren slutter, alting gaar mod Mulm og Øde,
Trods og Haab er svage Blomster, et kun bliver: de som døde.
Alt er nyt og dog det samme: denne store Frodighed,
Herre, du som skabte Verden, skal den evigt vare ved?
Herre jeg er træt til Døden af Forgængelighedsviden,
træt af Frodighedens Under, træt af Rummet og af Tiden.
Herre, jeg er fyldt af Lede, og min Levetrods er brudt.
Og nu længes jeg mod Opbrud, jeg er rede hvert Minut.
Kun et Ønske er tilbage, kun en Længsel varer ved:
Styrt den hele Jord i Grus, lad det ske, det store Skred,
lad din Dommedag mig møde: at jeg kan dit Ansigt se!
Selv om du vil mig forskyde i den sidste store Ve.
Ingen Klage skal du høre, omend Faldet bliver dybt,
om jeg ser at du er til, skal i Underverdens Krypt
frydefuld jeg Plager bære, ydmygt taale Helvedkaar.
Herre lad mig se dit Ansigt, naar min Time forestaar.
Paakaldelse.
Tung og trist som den saarede Kriger,
der slæber sig bort fra Striden,
blødende mat — saadan var min Sjæl,
da den vandrede ind i Tiden
fra Moders Skød;
svøbt i et Skymulm af Sorg.
Selv i sin Ynk og sit Tungsind
Sjælen er Spor af Gud.
Mig har den Viden
lært: taalsomt at bære
Livets Byrde.
Aldrig, det ved jeg, Skaden skal heles;
Tungsind skal vare, aldrig skal deles
Skymulmet, hvori
Sjælen er hyllet.
Gud, lad mig aldrig miste min Viden,
lær mig, skønt ussel, at udleve Tiden
indtil min Dødsstund med Sporet, som røber dig
bliv i min Sjæl, til Leret indsvøber mig.
588
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
