Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Femte häftet - Helge Rodes »Den druknede». En Analyse. Af Jørgen Andersen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Helge Rödes »Den druknedes
inspireret Karl Schlüter og gjort hans Dramer
saa dødsensfortvivlede, og som han isaer i
»Nu er det Morgen» har fundet lignende
Udtryk for som Helge Röde. En Tanke, som
ogsaa den betydelige Pär Lagerkvist atter
og atter har beskæftiget sig med, f. Eks. i
»Det eviga leendet» og i sin bedste Skitse:
»Experimentvärlden» (fra »Onda sagor»).
Tilbage er kun det desperate Raab om
Tilintetgørelse med den resignerendes
Forvisning om, at Døden trods alt dog ejer ét
Gode.
Men styrt kun! Styrt i det øde Rum.
De levende klager; men hvad der end sker,
den Døde er stille og stor og stum.
Den Døde, han skal ikke styrte mer.
Her passer det at tale om den store Patos,
men saa ogsaa, naar det er indrømmet, at
Röde behersker denne Tone som faa, netop
herigennem at forklare og forstaa de
Vanskeligheder i Digtet, vi fandt undervejs. Mon det
ikke kan formuleres saaledes: Med hin
Drukneulykke fik Helge Rodes Forundring sit
ideelle Stof, idet dens Forløb saa grusomt
illustrerede hans idelige Spekulation over
Døden og udløste en dulgt Angst, der
efterhaanden havde udvisket hans Oplevelse af
»det evige». Som Inspirationskilde er
Begivenheden altsaa ikke alene brugbar, men
et Fund. Det er imidlertid under
Udformningen, at det kniber. Thi Digteren har paa
en og samme Tid villet beskrive Døden i)
i Almindelighed og 2) et specielt Tilfælde
af den.
Hvad han skriver om den døde i Digtets
to sidste nysciterede Linier samt i 4. Strofes
to første gælder kun Døden i første Forstand,
mens Nattebilledet af »Bølgens Nar»,
u-nægtelig giver den et andet, uforsonligt
Perspektiv.
Det er netop Malerens Motiv, Röde mestrer:
det store Øjeblik, hvor Verdens Travlhed og
Støj forstummer, det John Steinbeck (i
»Mænd og Mus») har beskrevet i al dets
Ophøjethed saaledes: »Som det undertiden
sker, dalede et Øjeblik ned, svævede i
Rummet og dvælede der som noget, der var meget
længere end et Øjeblik. Og al Lyd standsede,
al Bevægelse standsede meget, meget længere
end et Øjeblik.»
Til at »fylde» et saadant Øjeblik og udløse
dets Spænding var Röde den ubesejrede i
en Epoke, hvor Dødedigtningen havde sin
Blomstring. Et Par Eksempler til Belys-
ning af denne Paastand. Fra Digtet om
Amalie Skram:
Aa det er godt at dø,
at hvile stille i Verdens Midte!
Mens Livets Stemmer, Hvisken, Raab
af Had og Løgn, af Frygt og Haab
og Skrig i bitter Smerte,
stiger og hvælver en Gravfredskuppel
over det døde Hjerte.
Det er — »ikke at styrte mer».
Fra »Min Moder», det mest elskede af alle
Rodes Digte, husker vi de ofte citerede
Linier om det Skær, der laa over den gamles
Leje: »Et Pust af hellig Vaar brød frem, da
du laa indesnet.»
Det er •—■ at ligge »stille, stor og stum».
Som Slutsten paa denne Undersøgelse
sætter jeg da det lille helt fuldendte Digt
»Den Døde»:
Livets Storm og Støj forstummet!
Brudte alle Mures Magt.
Stor og stille — tavs, som Rummet,
hviler jeg. — Det er fuldbragt.
Intet Greb skal længer glippe,
ingen Byrde tynge ned.
Fast og haard som Marmorklippe,
klar som Luften er min Fred.
Havets vilde Bølgebrande
de er stillere end Dug.
Bjerge hviler paa min Pande
lettere end Blomsterfnug.
Det var vel dette Syn: Sejrherren (hverken
»Aand» eller »Krop» men endnu Menneske
paa Tærskelen til den fjerde Dimension),
hvis Tempelro intet vover at forstyrre, som
Digteren havde i sine Tanker, da han gjorde
sit store Mindedigt, og som han vilde skulde
slutte det. Men undervejs slækkede han sin
vante Disposition, fordi Tildragelsen gik ham
saa nær ind paa Livet, at han kunstnerisk
ikke formaaede at holde sig klar af den.
Som sagt indtager »Den druknede» en
central Plads i Helge Rodes Digtning.
Hermed udslettede han alle hidtidige Forsøg paa
at finde en Mening med Tilværelsen og et
Menneskes Vej gennem denne. Der er ingen!
lyder gennem Digtet.
Men naar dette er rigtigt, staar vi overfor
den største Mærkværdighed i Digtet:
Röde er blevet kaldt Dualist og Spiritualist.
Det første for at angive Dobbeltheden i hans
Anskuelse af Tilværelsen i Aand og Materie.
Det sidste for at sige os, hvilken af de to
279
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
