Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Femte häftet - Helge Rodes »Den druknede». En Analyse. Af Jørgen Andersen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Jørgen Andersen
Substanser han gav Prisen. »Aanden er dog
Tingenes og alle Loves Forudsætning!» hedder
det i »Det sjælelige Gennembrud» (S. 27).
Vi er endda i Stand til at følge Deduktionen
af Nietzsches (føromtalte) »Udslet» ind
gennem Spiritualismens Port. Röde siger:
»Spørgsmaalet er kun: Udslet i Forhold til hvad?
Svaret maa blive: I Forhold til Aanden!
I Aanden foregaar Vurderingen, og her findes
den Sammenhæng, som mangler i den
videnskabelige Hypotese.» (»Det store Ja» S. 115.)
— Men »Den druknede» er fuldkommen blottet
for Spiritualisme, og det er denne
Kendsgerning, der har skabt de Problemer, her er
behandlet. Som et Kuriosum kan det bemærkes,
at Ordet »Aand» kun forekommer én Gang
og ikke brugt om den døde, men om Maanen
og i Betydningen »Tanke». Men heller ikke
Modsætningen: den døde »i det øde Rum»
og Gud »bag det øde Rum» kan fortolkes
spiritualistisk, dertil er sidste Led altfor
upræcist formuleret, og vil man absolut,
forøger man kun Digtets Pessimisme med den
Kulde og Tomhed, der udstraaler fra Guds
Sfære. Men Helge Rodes Spiritualisme var
Optimisme, dens Identificering med
Kristendommen til sidst Kulminationen heraf.
Den dunkle Strofe 4 vilde vi aldrig have
ofret en Linjes Kritik, hvis Digteren havde
antydet for os -— omend aldrig saa okkult —
at det er Sjælen (eller Aanden), som har
oplevet Evigheden og er flygtet andetstedshen
med sin Viden, og at det kun er Hylsteret i
bogstaveligste Forstand »tomt», som Havet
returnerer. — En Tanke, der ellers er Rodes
fremfor nogens, og som han har formuleret
og varieret i det uendelige. F. Eks. i
Slutningen af »Jeg vandrer omkring», hvor
Symbolikken er overtydelig: »Mine Fødder er
paa Jorden» — »Mit Hoved stikker op gennem
Luften», eller i Spørgsmaalet: »Er jeg Aand
eller Orm?» eller i Digtet »Aand» (der meget
passende blev sunget ved hans Begravelse)
eller paa næsten hvert Blad af Prosabøgerne.
En saadan Tanke findes ikke i Rodes netop
derfor mærkeligste Poem. Hvorfor?
Jo. Det blev givet Helge Röde at faa to
»Sjælelige Oplevelser». Én i sin Ungdom, da
Sløret blev løftet for Tilværelsens største
Gaade, og han læste: »Jeg er evig —- Livet
er uendeligt» og i et Syn saa Vejen bag ved
Døden fuldt belyst. Én i moden Alder,
da han saa den forsvinde igen, hint Døgn i
Gilleleje da han blev mindet om den enkle
Erfaring, »at vort Liv er en Streg fra her
til der — fra Fødsel til Død» — og ikke videre
(»Det sjælelige Gennembrud» S. 31). Da var
det ham som at stirre ud i det tomme Rum,
efter at en Stormflod havde skyllet Vejen
til Stjernerne bort. Denne sidste Oplevelse
har Helge Röde overfor mig kaldt sit Livs
»Nulpunkt», hvad »Den druknede» er en
storslaaet digterisk Illustration af. Digtet,
som (hvad denne Analyse er gaaet ud paa at
vise og begrunde) blev til uden formildende
Omstændigheder.
Men da Choket var overstaaet, viede
Digteren alle sine Kræfter til at genoprette
Forbindelsen med sit tabte Land — og gøre
den sikrere end sidst.
Herom bærer »Pladsen med de grønne
Trær» og »Det store Ja» Vidnesbyrd.
280
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
