Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjätte häftet - Nogle svenske minder. Af Julius Clausen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Nogle svenske minder
tale om et emne, som i den tid ganske
havde besat ham: muligheden at vinde
vand ud af stenen. Jeg havde jo ikke
mindste begrep herom, men han forærede
mig sit skrift »Om borrningar efter vatten i
urberget». Han var den fineste og nobleste
vært og kom siden ind på en anden sag,
som lå ham på hjerte: flydende bölgebrydere.
At Nordenskiöld så venligt modtog og
underholdt mig unge månd, der ikke arbejdede
i hans branche, var jo helt rorende. Då jeg
siden talte derom til svenske venner, mödte
jeg et smil: »Ja se det er nu Nordenskiölds
fixe idé, at han ligesom Moses vil slå vand
af klippen.»
Söndag aften var »åbent hus» hos
litera-turhistorikeren Karl Warburg, der nogle
år forud havde vexlet professorat fra
Göteborgs högskola til Stockholms. Flere gange
havde jeg været sammen med ham i
Köbenhavn, og også han bidrog meget til at jeg
ikke fölte mig ene i Sveriges hovedstad.
Warburg var en höj st flittig forsker, ikke
just nogen blændende eller impulsiv
skribent; men pålidelig og samvittighedsfuld
var han. Af slægt tilhörte han de meget
velstillede jödiske handels- og
bankierfamilier i Göteborg, og hans elskværdige
danskfödte frue (f. Drucker) havde bragt
yderligere formue til huse. Hjemmet var
rigt. Warburg havde et prægtigt bibliotek,
og han elskede at repræsentere — også en
smule at lade sig fetere. Den höje
bredskuldrede månd med den mörke hårfylde og en
stærkt dominerende næse, der gav hans
stemme en noget snöftende nasalklang,
omskabte gerne sine stuer til en literær salon,
hvor man kunde være sikker på at træffe
en eller flere af åndslivets kendte navne.
Jeg mödte således disse söndag aftener den
fine og indtagende Oscar Levertin, af
ydre som en bleg orientaler, den lidt tavse
og indadvendte Per Hallström, Selma
Lagerlöf m. fl. Mest indtryk på mig gjorde
dog mödet her med greve Carl Snoilsky.
Ved et stort middagselskab med en over-
20—Ord och Bild, 5i:a årg.
flod af retter og vine, hvorom man
nutildags ikke gör sig nogen forestilling, rejste
Snoilsky sig og holdt en meget bevæget og
personlig tale. Enhver svensk i selskabet
kendte vel Snoilskys mærkelige skæbne:
hvorledes den berömte lyriker bråt havde
afbrudt et konventionelt og ulykkeligt
standsægteskab og pludselig uden varsel
var rejst bort med den udmærkede kvinde,
som skulde blive hans anden ægtefælle, kun
averterende den förste ved et brev, kastet
i jernbanegårdens postkasse. Skandalen var
naturligvis stor, og i det daværende
Sverige var nok af selvretfærdige og bigotte
munde til at udslynge et anatema. I omkr.
10 år var Snoilsky bleven i det fremmede,
mest bosat i Dresden. Så var han og hans
hustru vendt tilbage. Mange döre havde
han fundet stængte — men Karl Warburgs
hjem i Göteborg var det förste, som havde
åbnet sig og budt Snoilsky velkommen
hjem. Dette vilde han iaften mindes og
derfor vilde han nu bringe sin tak. Nu forstod
jeg först helt ud, at kongen havde villet
rehabilitere Snoilsky — også for at give
ham en ökonomisk grundvold —• ved at
göre ham til kgl. bibliotekets chef.
Endsköndt jöde fölte Warburg meget
»storsvensk», og under unionsstriderne i
1905 tog han Danskernes neutrale stilling
meget unådigt op. Han var den sommer
nogen tid i Köbenhavn. Jeg glædede mig
til at gense ham, men blev ikke helt
behageligt overrasket ved den heftighed, ja
vrede han udfoldede. Sköndt min sympati
var på Sveriges side — dog med den
modifikation, at man aldrig skulde forcere en
forening, hverken af stater eller mennesker,
når den ene part önskede skilsmisse — var
han i sin ubeherskethed ikke langt fra at
ville göre mig ansvarig for det skete. Da
vi år efter atter mödtes i Stockholm til
»Idun’s» jubilæumsfest, var uviljen jo
fordampet, men dog aflöst af en vis kolighed.
Han led ikke rigtigt mere Danskerne.
Et værdifuldt bekendtskab gjorde jeg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
