Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjätte häftet - Nogle svenske minder. Af Julius Clausen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Julius Clausen
så med »Aftonbladets» redaktör Harald
Sohlman, sön af Skandinavismens kendte
talsmand August Sohlman. Slægten var i
fremtoningspræg slet ikke svensk; både
Harald og hans broder, som var
Aftonbladets forretningsförer, var mörke af löd og
mindede snarere om en fransk eller wallonsk
type. Men Harald Sohlman havde bevaret
sin afdöde faders skandinaviske sympatier
og stillede sin vidén til min rådighed. Han
var ugift og boede sammen med sin mor i et
hjem, som havde et gammelsvensk snit
med store hvide brændeovne, vævede
matter tværs over gulvene; og ved en enkel
familjemiddag blev jeg nok så overrasket,
ved at der til de stegte rodspætter
serveredes en södlig röd sauce. Jeg erfarede, at det
var gammelt svensk husstel.
Iblandt de mange kære mennesker jeg
under dette vinterophold kom ud for
mindes jeg også — foruden et samvær i Uppsala
med Nordens fornemste og mest vidende
literaturhistoriker, professor SCHüCK, den
altid veloplagte — den fh. gamle
generaldirektör for den svenske stambane v.
Troi-lil’S. Gubben fortalte morsomt om gamle
dages trafik, og han har nok havt lod og
del i den anseelse og rejsning det svenske
jernvejspersonale indebærer. Fremfor alt
kæmpede han mod bestikkelses- og
dusör-systemet. På en inspektionsrejse
observerede han at en passager stäk konduktören
noget i hånden og greb ind: »Nå, så
Andersson tager mot mutor?» — »Jaha, av greve
S. plägar jag få en liten slant.» — »Men om
det upprepar sig, så får Andersson sitt
avsked.»
Ved mine studier havde jeg længe været
fortrolig med svensk literatur og åndsliv.
På en Donaurejse i sommeren 1892
med-förte jeg Selma Lagerlöfs nys udkomne
»Gösta Berlings saga» og blev mægtig greben
af dens romantiske linjeforing, jeg brændte
efter at göre mine landsmænd kendte med
det egenartede digterverk. Såsnart jeg var
kommen hjem, skrev jeg til Selma Lagerlöf,
der dengang levede som lærerinde i
Landskrona, og bad om lov til at överföre hendes
bog til dansk. Men jeg kom en postdag for
sent, et par uger forud havde hun givet
oversættelsesretten til Ida Falbe-Hansen.
Men stadig ser jeg for mig originaludgaven:
de to tynde oktavbind med det sorte
omslag og titlen i röde bogstaver. Det
så helt Mephistofelisk — eller Sintramsk
— ud.
Men alt det jeg havde anet og fornemmet
— det fik jeg nu bekræftelse på ved mit
förste lange besög i Sverige. Og min
kærlighed til og beundring for svensk land og
svenske mennesker fik væxt og grotid.
Jeg lærte at beundre den faste holdning,
den ypperlige form. Jeg lærte at skatte
sindets venlighed og en udbredt og ædel
gæstfrihed, som ikke mindst jeg havde så
fået mange pröver på — og som lige til de
sidste år såre ofte er bleven gentagen på den
fineste og smukkeste måde.
Er den ublufærdig — denne
kærlighedserklæring til minderne blandt svenske
venner, netop så dragende, fordi de på
samme tid ligner — og ikke ligner — os
danske?
306
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
