Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tionde häftet - I Tragediens Tegn. Af Harald Mogensen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Harald Mogensen
givenheder faar han Vished for, at hans Fader
var uskyldig. Akten er blændende bygget op
med en Effektfuldhed, som faar Tilskuerne
til aandeløse at følge denne Mandejævning
mellem Sandheden og Løgnen. Thorkild
Roose spillede den sindssyge Dommer med
storslaaet Fantasi. Øjnene flakkede forskræmt
hid og did, og han strøg sig nervøst gennem
Haaret. Figuren var næsten uhyggelig i sin
Naturtrohed. Denne knuste Skæbne fik det
til at løbe koldt ned ad Ryggen paa
Tilskuerne. For Roose var Præstationen en meget
stor Sejr. Mio var naturligt tilfaldet den
unge Ebbe Röde, der var bedst i den Scene,
hvor han ligesom Hamlet forstiller sig for at
narre sine Fjender. Men hele Ynglingesindets
Skala fra Kærlighedens følsomme Toner til
Desillusionerthedens skærende Dissonanser
dækkede han ind. Johannes Meyer, som for
første Gang stod paa Det kgl. Teaters Scene,
spillede Gangsteren, i hvis Ansigt det farlige
skal lure hele Tiden, ogsaa naar han ikke siger
noget. Den svære Opgave lykkedes for ham.
I Sammenspillet mellem de tre i den store
Andenakt naaede Det kgl. Teaters Opførelse af
»Winterset» sit kunstneriske Højdepunkt.
Nu Mio kender Sandheden om Mordet, maa
han dø. Han kunde have frelst sit Liv, hvis
han ligesom Garth Esdras var gaaet paa
Akkord med Uretten. Men Ungdomssindets
evige Idealisme og ukuelige Rankhed
forbyder ham det. Han tager Kampen op mod
det Onde. Men han er omringet og spærret
inde som en Rotte i en Fælde. I alle de dybe
Slagskygger under Broen ligger Trocks
Lejesvende i Baghold. De plaffer ham ned, og
hans Elskede, Miriamne, følger ham i Døden.
Viktor Rydbergs Ord Livets sanna
hjältesaga: Strida hopplös strid och namnlös dö
kunde være sagt om disse to.
Dramaturgerne har siden Aristoteles’ Dage
skrevet Folianter fulde om, hvordan
Tragedien virker paa sine Tilskuere. Men Essensen
af Aarhundreders Filosoferen er uddraget i
nogle faa Linjer af Ragnar Josephson i den
førnævnte Essaysamling: »Vi behöva det
(Tragedien) för att åter fyllas av dess gamla
lära: Att värdet lever, även när den, som bar
upp värdet, förintades. Dramat skall åter som
förr resa minnesstoder över de fallna och på
dessa minnesstoder rista in sitt eviga tema:
Att det fysiska nederlaget kan bära på den
moraliska segern. Att det som är något värt
kräver offer. Att de dödliga människorna
måste dö för att det odödliga må leva.»
Vintersolhverv er et saadant Mindesmærke
over dem, der faldt paa Menneskehedens Side.
I Sidsteakten træder Garth Esdras gamle
Fader frem og siger Tragediens evige
Minderune over de to Lig i Tøsjappet:
Aah, Miriamne,
og Mio—Mio, min Søn—I to har vidst,
at dette er Menneskehjertets sande Storhed,
ikke at krybe for Uretten, ikke at taale den,
men møde Nederlaget rank og trodsig,
og dø ubøjet og ren.
Ordene blev sagt af Holger Gabrielsen,
smukt, næsten for smukt, med den mest
udsøgte père noble-Diktion. Man hørte
bogstavelig talt kun Diktionen og ikke
Oprørs-ordene, Lidenskaben bagved.
»Vintersolhverv» ligger som Digterværk i
Topklassen, og Det kgl. Teater fortjener i
Spaltevis af Paaskønnelse, fordi det
præsenterede dette amerikanske Mesterstykke for
danske Teatergængere og gjorde det paa det
helt rigtige Tidspunkt. Udførelsen haltede
noget bagefter Digterens Indsats. Særlig kom
de skønne Femfodsjamber — fortrinligt
oversat af Poul Sørensen — ikke til deres
Ret. Danske Skuespillere har ikke den Sans
for Versets Vellyd som svenske.
»Vintersolhverv» var sat op af Svend Gade, og Manglen
af en Iscenesætter føltes stærkt. Den store
Rytme i Dramaet kom ikke til sin Ret.
Tilskueren maatte mere tænke sig til end opleve
de sublime Øjeblikke, hvor hans Indre løftes
og opbygges af en næsten religiøs Stemning,
den Stemning af de store Ideers rene Luft.
som er Tragediens Kendetegn.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
