Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tionde häftet - I Tragediens Tegn. Af Harald Mogensen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
I Tragediens Tegn
Det var Poul Reumert, som spillede Mester
Anton med hele den Ægthedens Vægt paa
Replikkerne og i Fremtoningen, som han saa
mesterligt formaar at give sine Skikkelser.
Maaske gjorde han ham et Slag for tiltalende
her i Førsteakten. Det forhærdede
Tidselgemyt hos denne Farisærer skal straks fra
Begyndelsen slaa igennem og bebude Stykkets
uforsonlige Slutning.
Pludseligt hagler Skæbnens Slag ned over
Mester Antons Hus. Retsbetjentene i deres
røde Frakker med de blaa Opslag indfinder
sig for at arrestere Mester Antons Søn Karl,
som beskyldes for et Juveltyveri. Da Antons
Hustru hører dette Sorgens Budskab, falder
hun død om. Hun blev spillet af Clara
Pontoppidan, som med fin og behersket Kunst
fik det dødsindviede, det dødsmærkede frem
i denne skrøbelige Skikkelse, i dette blege,
hvide Ansigt. I sin gulnede Bryllupskjole fra
Ungdommens Dage lignede hun allerede en
Aand fra det hinsides.
Mester Anton græder ikke sin Sorg over
disse Ulykker ud. I hans Hjerte regerer
Skammen, Frygten for, hvad de vil hviske og tiske i
Ravnekrogens Dagligstuer. Haardheden og
Trodsen forstenes inden i ham. Ved Moderens
Lig lader han Datteren sværge, at hun aldrig
vil bringe Skam over ham. For hvis det sker,
skærer han Halsen over paa sig selv. Med
disse Ord stormer han ud af Døren for — som
han siger — at løbe Spidsrod Gade op og
Gade ned. Scenen var sublim i sin
forfærdende Gru.
Skæbnen er nu gaaet i Haardknude for
den arme Klara. Hun gaar Canossagangen til
sit Barns Fader, den spyske og selvglade
Kasserer Leonhard, for at faa ham til at ægte
sig og derved skjule Skammen. Men han
betakker sig. I Skildringen af Leonhard pisker
Hebbel sig selv med Skorpioner. Ogsaa han
fik Børn med en Kvinde, som han siden ikke
giftede sig med. Rollen var tildelt Pouel
Kern, som for første Gang i sit Kunstnerliv
fik Sjælen krænget udad. Hans tørre Naturel
og klangløse, haarde Stemme gik præcist i
Takt med Digterens Figur. Klara og han
mødes for sidste Gang paa hans uhyggelige,
kolde Kontor. Som en slimet Slange
glider han omkring hende med hvislende og
spillende Tunge. Scenen blev storartet
spillet.
Der findes nu kun een Udvej aaben for
Klara. Hun maa dræbe sig selv, inden hendes
Synd kommer for Dagens Lys, for at Faderen
Thorkild Ro ose i »V i nter
solhverv».
Det kgl. Teater.
ikke skal gøre Alvor af sin Trusel om at bruge
Barberkniven mod sig selv. Det hjælper hende
intet, at hendes Ungdomselskede skyder den
skurkagtige Leonhard ned, heller ikke, at
det viser sig, at Karl er uskyldig. For sidste
Gang staar hun hjemme i sin Faders Stue.
Stormvejret udenfor har lagt sig, og Maanen
skinner fredsommeligt ind mellem de hvide
Gardiner. Mens Karl nusler nynnende rundt,
siger hun sine Afskedsord til Verden, inden
hun gaar ud til Brøden og springer i den. Det
var hjertegribende smukt. Da Mester Anton
senere kommer hjem, bærer de hende ind som
Lig. Han staar med Ryggen til, en stivnet og
ubøjet Ryg, og befaler dem at lægge hende i
Bagstuen. Den kæmpestore Månd er pludselig
forvandlet til en lille og graa Olding, da han
vender sig om og udstøder de trøstesløse
Slutningsord: »Jeg forstaar ikke Verden mere.»
I Det nye Testamente siger Jesus om Maria
Magdalene: Hendes mange Synder ere hende
forladt, eftersom hun elskede meget. I Hebbels
Tragedie gaar derimod Jerntæppet ned mellem
to Generationer. De forstaar ikke hinanden.
495
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
