Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tionde häftet - I Tragediens Tegn. Af Harald Mogensen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Harald Mogensen
l’røken Julie, Grevens Datter, giver sig i
den syrenduftende Set. Hansnat hen til
Tjeneren Jean. Hun blusser op, drager ham
selv til sig, forlokker ham. Berthe Quistgaard
var bedst, straalende i disse indledende
Scener, et Racemenneske, hektisk og
overstadig, med dirrende Næsefløje og et fugtigt,
forførerisk Smil. I en enkelt glødende Nat
kaster hun hele sin Fortid, sin Slægts belastede
Fortid af sig, en nøgen Kvinde for sin Elskers
Øjne. Men Forsøget paa Frigørelsen
mislykkes. Hun er den sidste spirende Kvist
paa et raaddent Træ og maa gaa til Grunde
sammen med Stammen. Hun kan ikke rive
sig løs fra Forældrenes Had, fra Moderens
Forsøg paa Mordbrand, fra hendes grusomme
Utroskab, fra den forkvaklede Opdragelse,
som Moderen har givet hende. Og nu er hun
selv endt som en Tøjte i Tjenerens Favn.
Der findes kun een Udvej for hende: hun maa
dø. De sidste Sceners Kval og Gru havde Fru
Quistgaard ikke i den Grad fortolket fra
inden af som Stykkets Begyndelse. Der lurer
en Fare paa hende i hendes Svaghed for de
kulissesønderrivende Virkemidler, hendes Lyst
til de store Primadonnatures Knaldeffekter.
Hun strakte Armene besværgende op over
Hovedet og forvred Hænderne og anvendte
sin mest kælent-klynkende Stemme. Spillet
virkede hult, det var ikke set, ikke oplevet
fra Hjertets Dyb, ikke primitivt sandt. Den
blændende og flittige Dygtighed, hvormed
det var indstuderet, dækkede ikke over dets
skrøbelige Brist.
Tjeneren Jean, Husmandsknægten, som er
paa Vej mod Stjernerne, var givet til Sigfred
Johansen. Idéen gav Bonus. Jean hører til
dem, som er ved at stige op af Folkedybet.
Han har ingen Aner, han bliver selv en Ane.
Der springer en maskulin Kraftkilde inden i
ham, men i det mandlige findes der baade
noget stærkt og noget vegt, noget brutalt og
noget følsomt, og Sigfred Johansen fik
begge disse Sider frem, maaske mest der
svage hos denne Kønnets Aristokrat. Derimod
mestrede han ikke det dæmoniske hos sin
Person, det hypnotiserende, farlige Blik,
som tvinger Julie til at gaa ud i Laden med
Barberkniven i Haanden og skære Halsen
over paa sig selv. Men Scenen er næsten ogsaa
for fordringsfuld.
Nogen fuldendt Forestilling kan man ikke
kalde Opførelsen af »Frøken Julie». Man havde
ogsaa en Følelse af, at den ellers saa
fortrinlige Iscenesætter Per Knutzon ikke rigtig
havde digtet med paa Opgaven. Virkningen
faldt noget skematisk ud, og Besættelsen af
Tjenstepigens Rolle var katastrofal. Men
Strindberg holdt Stand trods den delvis
udeblevne Hjælpeaktion fra Fremstillernes Side,
og han fortjente det Tilløb, som han fik.
Frøken Julie gik omtrent er helt Aar. Rigtigt
af Riddersalens Ledelse var det ogsaa at
sætte Dramaet paa Repertoiret, for det er
som skabt til at vokse i, en Modenhedsprøve.
Ellers har Riddersalen haft Succes paa to
Kriminal forestillinger Natten til 16. Januar,
iscenesat af Samuel Besekow og — og derfor
dræber feg, hvori Inge Hviid-Møller spillede
Mordersken, en Paraderolle, som hun gav
al sin I.idenskab og hævede op i et kunstnerisk
Plan. Som Skuespillerinde er hun en elektrisk
Pol, der giver Gnister ved Berøring. Hun
mestrer excellente Udtryk for erotiske
Følelser, et Felt, som er daarligt dækket i dansk
Skuespilkunst. Hun har Kræfterne i sig til
at blive Else Skouboes Arvtager.
Folketeatret bød i denne Sæson paa en Del
danske Nyheder. Det indledede med Axel
Breidahls »Frøkenklostret». Det er en
haard-kogt Folkekomedie med køllesvingende
Effekter. Drevent er det fabrikeret — et
Knip-lingstæppe af taarepersende og latterkildrende
Optrin af rammende Virkning. Og sødt blev
det spillet af den Generalstab af Kvinder,
som i Dagens Anledning gæstespillede paa
Folketeatret, sødest af Petrine Sonne som
en stokdøv Tantelille.
Dernæst stod en Kavalkade over
Grundlovgiveren Frederik Syvtals logogrifske
Familieforhold paa Programmet: Kongen og hans
Kone af Axel Kierulf, en mat
Forestilling trods al den Udspekulerthed, som
var anvendt paa at give den
Publikumstække. Carl Alstrup sagde sine Replikker som
Kongen med den Naturlighedens
menneskelige Vægt, som puster Liv selv i de
selv-dødeste Kadavere.
Hvorvidt man kan lide Mary
Waage-christensens Helhesten, Folketeatrets tredje
danske Nyhed, falder ind under
Smagssagernes indiskutable Gebet. Stykket hører til
disse melodramatiske, krydrede Retter, som
rører Skrækeffekter sammen med Poesi.
Jeg for mit Vedkommende har en faible for
Genren — uden dog rigtigt at ville være ved
denne lyssky Last. Men selv om
Forfatterinden saaledes kan skaffe sig Tilgivelse for,
att hun skriver Stykker om ensomme
Landevejskroer, Kropigers jomfruelige Kærlighed
502
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
