Full resolution (JPEG)
- On this page / på denna sida
- Tionde häftet
- I Tragediens Tegn. Af Harald Mogensen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
I Tragediens Tegn
med fint Lune. Op i Topklassen naaede ogsaa
Else Højgaard som den ladylike Modedame,
spændende lagt an fra Forfatterens Haand,
men siden skammeligt glemt med det
Resultat, at hun stum som en Sfinx maatte nøjes
med i Tavshed at bivaane Sidsteakten.
Clara Pontoppidan skitserede en
farve-pragtelskende Bordelværtinde, og Karen
Xel-lemose stred den haabløse Strid med
Grøntmadammen, hendes første Skridt ind i
Farcekomiken.
Programmet oplyste, at Kamban selv
havde sat sit Værk i Scene, hvad der ikke
fremgik af Figuren, som virkede ganske
u-iscene-sat! Derimod savnede det en Oplysning om,
hvorfor Afkommet var døbt »Grandezza»,
hvilken Titel ikke var umiddelbart
indlysende.
*
Endnu mere havde Det kgl. Teater i sit
rige Overflødighedshorn i Sæsonen 1941—42.
Balletten genoptog Bournonville og optog
Knudåge Riisager, som havde komponeret
Musikken til en Helaften med nye danske
Balletter. Især Slaraffenland, digtet af Kjeld
Abell, vakte Furore. Af det danske klassiske
Repertoire hentedes H. C. Andersens Den
nye Barselstue frem igen fra sin støvede Hylde
under berettiget Mangel paa Opsigt, og af
Charles Tharnæs opførtes det lille
Pro-verbe Fugle under Taget, hvori et levende
og lovende Ansigt, Lisbeth Movins, første
Gang saas.
Det kongeliges Sæson 1941—-42 svigtede
som Helhed ikke de meget store
Forventninger, som var stillet til den.
* *
*
Aarets bedste Forestilling paa
Privatteatrene — men Ordet bedste i den Forbindelse
skal ikke overvurderes og slet ikke tages i
nogen absolut Betydning — var Per
Knut-zons Opsætning af Strindbergs Frøken Julie
i Riddersalen, hvor Berthe Quistgaard og
Sigfred Johansen kreerede de to Hovedroller.
Stykket har over et halvt Aarhundrede paa
Bagen, men lugter slet ikke som hengemte
Kisteklæder. Tværtimod fejer der frostkolde
og bidende Vindpust fra »Frøken Julie »s
Replikker ud over dets Tilskuere.
Et naturalistisk Sørgespil har Strindberg
kaldt sit Værk, fordi det uden Romantik
Sigfred Johansen og Berthe
Quistgaard i »Frøken Julie».
Riddersalen.
skildrer det raa og kyniske og hjerteløse
Skuespil, som Livet byder paa, Kampen om
Magten, Kampen mellem Klasserne, mellem
Kønnene. »Jeg finder Livsglæden i I.ivets
stærke, grumme Stridigheder . . .», siger
Digteren i sin berømte Fortale til »Frøken Julie»,
et polar koldt, umenneskeligt Evangelium,
som ogsaa i Dag har sine brændende
Prædikanter. Og de gør i deres Haardhed ikke
alle den samme blide Indrømmelse som
Strindberg, at det endnu gør et tragisk
Indtryk paa ham og fylder ham med Vemod at
se en Lykkens Yndling bukke under, en Slægt
dø ud. De kender ikke til det
hemmelighedsfulde, sjælelige Oprør, som er forbundet med
at iagttage et andet menneskeligt Væsens
Dødskamp. De foragter bare Menneskene.
»Frøken Julie» er ikke noget for dem, for
Riddersalens Forestilling fik det til at
vibrere inden i Tilskuerne af Medlidenhed og
Sorg. Strindbergs Drama satte deres Sjæle i
Bevægelse paa samme Maade, som en elsket
Kvinde eller en Symfoni af Beethoven kan
gøre det. Det var en Teateraften med
betagende Momenter.
501
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Project Runeberg, Thu Apr 25 20:33:18 2024
(aronsson)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/ordochbild/1942/0553.html
