Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nionde häftet - Teatersæsonen i København 1945—1946. Abell, Grieg og Lagerkvist — Det svage Repertoire. Af Harald Mogensen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Harald Mogensen
Cæsar følges i Shaws Stykke af en engelsk
Slave, en Blanding af en rødhaaret Løjtnant
i The Coldstream Guards med Overskæg og
Holdning som en Kammerherre og en af disse
urokkelige empire-builders, som tager varmt
Bad og klæder sig om til Middag hver Dag,
selv i den tykkeste Jungle. Han er formel
som en Ceremonimester og kedelig som den
Stok, han har i Ryggen, men brav paa
Bunden. Shaw benytter Figuren til et raskt irsk,
halvt beundrende Drilleri af den engelske
Nationalkarakter. Britanicus er et af
Stykkets bedste Paafund. Mon ikke Shaw har
skrevet hele Dramaet bare for at faa
Lejlighed til at sætte denne typiske Englænder
paa Scenen. Ebbe Röde spillede ham med
en nobel og vittig Komik og morede
kosteligt.
Maxwell Andersons St. Markus Aften (Det
Kongelige) burde aldrig have været opført.
Det er et svagt Beredskabsstykke fra 1942,
med Reminiscenser fra det ypperlige
»Winterset» i sin Skildring af Ofrets Betydning. Her
vedtager en Flok Soldater ved en demokratisk
Afstemning paa en Malariaø i Philippinerne
at öfre deres Liv for LTSA! At Vedtagelsen er
eenstemmig i et Beredskabsstykke, behøver
selvfølgelig ikke at tilføjes. For Resten havde
Teatret strøget Sidsteakten, hvor Moderen
efter den første Søns Død sender ogsaa de to
yngste ud i Krigen! Stykkets Idé er, at det
ikke gaar an at nedlægge Vaabnene. Kampen
til sidste Månd er den eneste Vej. Ellers sejrer
det onde. Det er interessant at sammenligne
dette Krigsstykke af Maxwell Anderson med
det, som han i 1924 skrev om den første
Verdenskrig What Price Glory ? Her er Krigen
bare Blod og Snavs. Forfatteren haaner alle
de demokratiske Floskler, som
Etappegeneralerna bedrager deres Soldater med. Det var
Stemningen dengang. Men i The Eve of St.
Mark hedder det, at i den anden Verdenskrig
ved Soldaterne i hvert Fald, hvad de kæmper
imod. Det var i 1942. I 1946 faar Replikken
spontant Bifald, men efterlader det
Spørgsmaal aabent, hvad der blev kæmpet for. I
Dag afsløres The Eve of St. Mark helt som
en utilfredsstillende tom Folkekomedie uden
hverken poetisk eller idémæssig Vægtfylde.
Chr. Juls svage og banale Iscenesættelse gjorde
den iøvrigt værre end den fra Forfatterens
Haand er.
Mere Held havde Chr. Jul med sin
Indstudering af Thornton Wilders Eenakter Den
lange Julemiddag. Wilder anvender her den
samme dramatiske Teknik som i Our Town
med den forkortede Gengivelse af Tiden,
ganske som i kinesisk og japansk Dramatik.
Det er fuldtud lykkedes for ham at fremkalde
en egenartet Stemning, der greb og rørte og
ogsaa kaldte et stilfærdigt Smil frem, noget
patetisk og noget humoristisk paa een Gang
—• som paa gamle naive Malerier, hvor
tidsmæssigt adskilte Begivenheder fremstilles paa
samme Lærred, og de døde males med i
Familiegrupperne. Et Stykke af denne Art
passer som Haand i Handske til Chr. Juls
specielle Instruktørevne. Opførelsen var fuld
af fremmedartet kuriøs Poesi og dog saa
vedkommende og nær. Beretningen om den
amerikanske Industrifamilie holdt Tilskuerne
aandeløst fængslet og fyldte deres Sjæle med
Højtid som gamle enfoldige Salmer og
Orgelmusik af Bach. For første Gang i Sæsonens
Løb stilnede Krigen paa Tilskuerpladsen
næsten helt af: den sædvanlige Hosten og
Harken forstummede.
Det kongelige Teater spillede i Sæsonens
Løb endnu et Par korte Stykker, Vilhelm
Mobergs dramatiserede Søndagsnovelle En
Landstryger, som egner sig bedre for
Dilettantforestillinger eller for Statsradiofoniens
Hørespilafdeling end for vor ledende Scene, og
Soyas skandaløst slette »Stemmen», tyndt 01
efter hans erhvervsdramatiske Triumfer i de
sidste Aar. Ufatteligt, hvorledes disse to
kondemnerede Dumpekandidater har maset
sig ind i Afgangsklassen. »Stemmen» spilledes
foran C. F. Ramuz og Igor Stravinskis
Fabel-Oratorium »Historien om en Soldat» og
ødelagde paa Forhaand Stemningen. Hvor paa
Teatret har f. Eks. Sartres Huis clos, endnu
uopført i Danmark, imens ligget og samlet
Støv? Stravinsky, kombineret med en
moderne fransk Eenakter, vilde have udgjort en
slagkraftig og sejrrig Alliance.
Som Spilleaarets eneste Reverens for
Holberg genoptog Det Kgl. »Henrik og Pernille»
med Preben Neergaard som ny Henrik og
Ingeborg Brams for første Gang som Pernille.
De nye Stødtropper kom med Livet i Behold
fra deres Uddaab. Preben Neergaard virkede
nok temmelig afhængig af Holberglæreren
Holger Gabrielsen, mens Ingeborg Brams gik
paa paa sin egen Maner, et f uriost Bjergskred
af Frækhed og Forstillelse og krænket
Stolthed. Hun var straalende morsom. Iøvrigt
440
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
