Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tionde häftet - Hvordan saa han ud? Det sidste billede af Goethe. Af Carl Roos
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
H v o r d an saa han u d ?
Det sidste bit lede af Goethe
Af Carl Roos
EN der bestiller et pund
Javakaffe, ved hvad han faar. Den der bestiller
et portræt ved det ikke. — Selv fotografiet
lyver, og ikke blot ved retouche. Men hvad
da et maleri?
Den sandhed et maleri maatte sige, siger
det maskeret. Derför, den der bliver målet
og pludselig staar överför sig selv, set med
en andens øjne, iler overrasket til spejlet.
Han søger bekræftelse eller — trøst. I
enrum spørger han forvirret ud i det blaa:
»Ser jeg da virkelig saadan ud?» — Slægt
og venner derimod, forsamlede til afsløring
er — skønt uenige om alt andet — enige i
eet: »Saadan ser han ikke ud!» — Skadefro
gemmer de sig bag hinandens ryg og smiler
uden ord. Eller de forbitres og protesterer
højlydt. De sande kritikere endelig kniber
koldsindig øjnene sammen og siger med
kendermine: »Se, se, det ligner ham!» Med
ham mener de kunstneren. Den talentløse
smører eller det souveræne geni.
Saadan omtrent forløb diskussionen
for-nylig i Köbenhavn, da et maleri var paa
ta-petet, som angivelig forestillede en stor
skuespillerinde. At det var hende kunde
ingen se. Men alle kunde se kunstnerensløveklo.
En berømt svensk maler, hos hvem en
dansk rigmand bestilte sin hustrus portræt,
skal have spurgt: ȯnsker De fruen eller
mig?» — Svaret var et forskrækket Dem! —
Da man bebrejdede Thorvaldsen, at hans
buster ikke lignede, svarede han kort:
»Saadan burde han se ud!» — Paa lignende
maadc sagde den store kender Julius Lange
om hestene paa Parthenonfrisen: »De ser
ud som støbt over naturen, men hvor finder
man en saadan natur?»
Spørgsmaalet om model taber interesse,
jo længere tiden gaar. Hvem spørger, om
det ligner, naar han staar föran billedet af
en længst henslumret skønhed, hvis navn
er glemt. Spørgsmaalet vilde være
taabe-ligt. Man søger i billedet kun billedet:
ma-leren og hans drøm. Anderledes överför
portrætter af de fortidens store, hvis navn
er kendt og hvis værk lever. Her møder vi
med anden indstilling. Alt efter dets
karakter forstærker eller forringer billedet vort
eget indre billede. Vi rcagerer og spørger:
»Saa han virkelig saadan ud?»
Busten af Shakespeare vækker
umiddel-bar protest. Vi nægter at tro, at en stor
digter ser ud som en veltrimmet
middagsherre. Vi degraderer busten til at være
kunstnerens selvportræt. Et portræt af
hans indvendige talentløshed, ikke en
karakteristik af modellens geni, —
Hol-beins herlige billede af Erasmus fra
Rotterdam rejser et andet problem. Det sætter os
i tvivl. Hvad er dette? Er det karakteristik
eller karrikatur? Eller hvis det er karrikatur,
hvor er saa grænsen mellem karakteristik
og karrikatur? Men under alle
omstændig-heder, billedet er mægtigt: Denne magre,
spidsnæsede, totalt isolerede, utilnærmelige
månd, hvis kolde øjne følger den försigtig
skrivende pen mellem de tynde fingre, over-
461
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
