Full resolution (JPEG)
- On this page / på denna sida
- Andra häftet
- I Stenrigerne. Af Michael Tejn
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
I Stenr i g erne
Af M ichael T ej n
ET BEGYNDTE i Bergen. Denne
kolde Vaskekedel med klamme Dampe
sivende gennem de smalle Trappegader
mellem fugtdrivende Træhuse og med koldt
strintende Regn over de brede Boulevarder
og de store Parkanlæg Aarets 360 Dage.
Hvor Beboerne hveranden Maaned
beslutter, at nu skal det være forbi, nu rejser
de herfra og lader Vaskekedelen passe sig
selv. Men naar man har pakket Natten
igennem, saa letter Morgendisen over
Havnen, Skyerne over det lysnende Hav,
Himlen blaaner over Fløjfjeldet. Det bliver en
af de fem Solskinsdage, Aaret ejer, og
Solskinnet er et andet her end paa nogen
anden Verdens Plet: Bergen straaler frisk
og ung og gammelkendt, med blanke Smil,
med det Nyfødtes ubeskrivelige Ynde,
med den første Kærligheds sødmefyldte
Fortrolighed. Og mens Bergenseren
skamfuld angrer sin Troløshed og pakker
Kufferter og Kasser ud, forsikrer han sig selv, at
han aldrig, aldrig mer vil svigte denne
bestandig tabte, bestandig atter genfundne
Elskede blandt Byer. Indtil Regnen. . .
*
Jeg var kommet hertil fra Tysklands
Ruiner. Uge efter Uge havde jeg gaaet
gennem vældige, kilometerlange Dynger af
Støv og Sten, der engang havde været
Huse og Byer. Fra Hamburger
Haupt-bahnhof kan man gaa mod Nord—Nord—
Vest i Timer uden at se et Hus mellem de
graa, græsløse Høje, der var Husrækker og
Gader, før Ilden faldt fra Himlen og gjorde
dem til gold Ødemark. Ruiner — og en
paafaldende Tavshed, næsten Stumhed blandt
de mørke, forsultne Mennesker, der i større
Tal end nogen Sinde før bebor denne
Stenørken. Som om man havde opgivet at tale
og samtale. Som om ogsaa Sproget selv
laa i Ruiner og et af de væsentligste
menneskelige Kendetegn dermed var udslettet.
Det er snart længe, siden det blev set, men
har dog endnu langt fra bundfældet sig i
et Mønster, saa at det lader sig beskrive i sin
Helhed. Men een Følelse trænger sig paa:
At her og nu er alting forbi.
Forsteningernes dybe Skygger hviler over et af Verdens
Hjertelande. Et Folk der endnu ikke har
manifesteret sin Struktur, men kun sin
Styrke, er blevet gammelt i sin Ungdom.
*
Da Bergen atter gemte sit flygtigt unge
Solsmil bag en emmet Hinde af graanende
Tristesse, gik jeg med uvist
Bestemmelsessted om Bord i en af den nordgaaende
Hurtigrutes blandede Post- og
Passager-baade, der afgik fra Kajen under den
bombesprængte Fæstning, ikke langt fra de
snævert skumrende og for Soberheden saa
farligt romantisk belivende Slipper mellem
den gamle Hansabrygges brogede,
gavlvendte Købmandshuse. En modberøvende,
til Tider knugende Sejlads tog sin
Begyndelse. Skønt ellers Rejsen som saadan var
baade afvekslende og stimulerende nok:
Alene Passagererne kunde tælles i
Hundreder. Turisterne var ikke repræsenterede,
i Slutningen af Maj var Vejrliget endnu for
raat for de blidt henglidende Dagtyve.
Altovervældende derimod Indtrykket af
viltre, utaalelige og elskelige Skoletøse fra
tretten til sytten, der med straalende Øjne,
53
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Project Runeberg, Mon Dec 11 14:12:53 2023
(aronsson)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/ordochbild/1951/0071.html
