Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Andra häftet - I Stenrigerne. Af Michael Tejn
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Michael T ej n
skinger Fjasen og usikre Smil syntes at
myldre overalt paa Skibet paa Vej fra
højere Anstalter og
Kunsthaandværkersko-ler i det vintersure Oslo eller Bergen til
deres Hjem i Trøndelagen, iNordland, Troms
og Finmarken. Mindre viltre, men paa
døgnlang Rejse ikke mindre uundgaaelige
var en Del Matroner med Børn og
Familie-fædre, der rejste nordpaa langs den lukkede
Klippekyst af Grunde, der aldrig blev mig
klare. Baadens Besætning druknede i de
Rejsendes strømmende Masser, kun
Be-falingsmændene bemærkede man nu og da
ved et Guldglimt i Kaskettresser eller
Uniformsknapper.
Og Skibets Understrøm var en anden end
denne vrimlende og blinkende, en
Undertone der passede bedre til Baadens
afskallede Flanker og det paatrængende Præg af
Armod, der langsommere blev En bevidst
bag Opbrudsstemningens Glans. Naar
Baa-den lagde ind for at losse og laste eller
skifte Postsække paa sine mange
Mellemstationer undervejs, ved Morgen, Middag og
Aften eller langt efter Midnat, hvor den øde
Brygge blev et sydende Uropunkt i natstille
Smaabyer som Måløy og Bessaker, Stamnes
og Ørnes, kunde det ske, at de hvide Lys
fra Bryggernes Buelamper glimtede i andre
Uniformsknapper, og jævnligt kunde man
se et Par Mand af Besætningen bringe
Passagerer fra Borde, slatne i sanseløs
Beruselse eller hidsigt kæmpende som olme
Tyrekalve, mens Blodet var størknet i
Skorper paa deres Ansigter eller endnu
sprang af tommelange Flænger efter
Knivstik.
Disse Optrin blev Sørejsens
Grundstemning, disse Mænd den egentlige
Menneske-kærne om Bord. Som de næsten Døgnet
rundt sidder under Dæk, i gulligt
svømmende Halvlys over Kortspil og Flasker,
har de hjemme her paa en helt anden Maade
end Baadens øvrige Passagerer og end
Mandskabet selv: For disse Mænd der er
undervejs til Tømmerflaadning og Hugst,
til Ishavsfiskerierne og til Kulminerne paa
Svalbard, er ikke som vi andre Rejsende
fra Sted til Sted. Som Hjemløse hører de
til her, saadan som den Hjemløse altid
hører til alle Steder og ingen Steder, og
har hjemme, hvor han for en Tid, lang eller
kort, slaar sig ned.
Da vi paa en sen Majdag fra Bodø stod
forbi Saltstraummen og ud over Vestfjorden,
satte det i med Tøsnestorm, Havet skjultes
bag blikgraat strimede Forhæng,
Skibsdækket forsvandt under en grødet,
trægt-glidende Masse. Og paa de næste Halvtimers
Sejlads stod jeg Side om Side med en af de
tillukkede, fjendske Vagabonder under et
Skraatag paa det tomme Dæk. Der blev
kun sagt faa Ord mellem os, deres Form
husker jeg ikkemere, i deres Almindelighed
er de forsvundet i Glemsel. Men i den korte
Ordveksling fik jeg et klart Billede af
Manden:
Der var et Stykke af en Landsknægt i
ham, en Nutidens Lejesoldat. En
frihedstørstende, livstørstende Ung, der tidligt
rømmede eller blev drevet hjemmefra, men
som allerede nu, paa sin uformede Vis, som
Fredløs har gennemskuet Frihedens
Blændværk. Som endnu ikke har overgivet sig,
hos hvem det Menneskelige trukket ind i en
haardskallet Snæverhed endnu ikke er
udslukt, men ulmer næsten som en
Ondskab.
Da vi var godt Halvvejen mod
Lofot-gruppen, hørte Snestormen op, og mens de
grønnende Øer rejste sig i henrykkende
Skønhed over det forpiskede Hav, gik han
uden Afskedsord under Dæk. Jeg saa ham
kun i et sidste Glimt, da han næsten et
Døgn senere gik i Land i Harstad i
Midnatssolens koldt gyldne Funklen for med
endnu fire Døgns Sejlads paa en anden
Baad at naa til Øen i Ishavet, hvor der
kun er Mænd, der som han har solgt eet
eller flere Aar af deres Liv til Grubeejeren,
(at Ejeren er Staten, stemmer ikke mindre
til Eftertanke, end om det gælder
Privat
54
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
