Full resolution (JPEG)
- On this page / på denna sida
- Andra häftet
- I Stenrigerne. Af Michael Tejn
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
I Stenr ig erne
mands Besiddelse) kun Kul i den dybe
Sten og stedvis et fingertyndt Jordlag,
der i den korte Sommer er hvidplettet af
Isranunklens haardføre Blomster.
*
Paa det sidste Stykke af den nordgaaende
Sejlads, der for mit Vedkommende endte i
Tromsø, blev jeg underholdt med alskens
Sagn af en gammel Mand, en Art bedre
Bissekræmmer, forstod jeg, der var paa
Vej til Troms for der at handle med
Lapperne, som ved Foraarstid kom dragende
fra Indlandet, fra Karasjok og Kautokeino
til Tromsø for der at sende deres Flokke
af Tam-Ren paa Græsning paa
Skærgaar-dens Øer.
Han var ikke ordknap, og mest drejede
Snakken sig om Draugene, de Undersøiske
der til visse Tider drager mod Land, korte
og brede som Høstakke, skindklædte, med
Søstøvler og Vanter saa store, at de slæber
over Jorden. Flammerne flakker koldt om
dem, og ryster de sig, staar der en Regn af
Gnister fra dem, mens Strandkanten lyser
bag dem som af Morild. De udstøder kolde
og skælvende Skrig, der hverken ligner
Dyrs eller Menneskers, og paa Hovedets
Plads stikker der Tangkvaste op af deres
Halse.
Saadan sludrede han løs: De saas oftere
og oftere, sagde han, blev mere og mere
paatrængende, jog over Landet med mere
og mere fortvivlede og hoverende Skrig.
Først da vi naaede Tromsø, brød han
forsigtigt af for at forsikre mig, at han dog
for sin Part slet ikke troede paa disse
stigende Rædsler. Men Angsten efter det
Fortalte stod ham endnu i Øjnene.
*
Ved Ti-Tiden om Aftenen gik jeg i Land i
Nordnorges Hovedstad og gamle Bispesæde,
efter paa Afstand at have bekigget
Tyskernes sunkne von Tirpitz, der laa som en
strandet Leviatan i denne klippefyldte,
havslige Ødemark.
I næsten fem Døgn havde jeg ikke sovet
og skilte mig heri ikke synderligt fra mine
Medrejsende paa Baaden. Der var noget
besættende i denne døgnlange Sejlads langs
den haardt lukkede Klippekyst: Man skulde
se Bryggerne, hvor Muren laa brudt. Man
skulde se de syv Søstre, der hævede deres
kantede og spidse Klippeskuldre af Havet.
Man skulde se Sortlandskysten i hele dens
Udstrækning. Man skulde se. Se her hvor
der egentlig ikke var noget at se andet
end een Ensformighed af Hav og Sten.
Og man blev grebet af en fugleagtig
Aar-vaagenhed, der ikke gav En Rast eller Ro.
Jeg trængte haardt til Søvn nu, men fik
den ikke, mærkede vist heller ikke Behovet
saa paatrængende. Finmarken og Troms
var vaagnet af vinterlang Dvale og lod
nu ikke til at have i Sinde at sove igen,
førend den sommerlange Dag gik paa
Hæld og Solen sank under Synsranden for
Maaneder.
Da jeg havde spist i den første, den
bedste Café, kom jeg over Midnat ud paa
Tromsøs Hovedgade, der nu viste sig at
myldre af Mennesker som det københavnske
Strøg en Foraarseftermiddag.
Midnatssolens messinggule Skin syntes at være gaaet
alle i Blodet som en hidsende Stimulans.
En tydeligt mærkbar Tone af raa og glubsk
Livsvilje klang gennem Byen, uformindsket
i Styrke endnu da jeg ved Halvfem-Tiden
om Morgenen efter at have henvendt mig
paa den stedlige Politistation havde
til-tigget mig en Seng paa en Syv-Mands-Stue i
et Sømandshospits. Alt andet var belagt,
Rejsesygen og en hektisk Livsfeber affødte
sande Folkevandringer her ved det yderste
Hav.
Jeg sov som en Sten, men var oppe igen
to Timer senere. Gadens Menneskestrømme
forekom mig uformindskede: Fiskere,
Marinere, Lapper, Rejsende, Kvinder og Børn
og Drukkenboldte blandt Hyperboræerne
vrimlede mellem hinanden. Luften var gul
og sprængende som et Trompetskrald.
55
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Project Runeberg, Mon Dec 11 14:12:53 2023
(aronsson)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/ordochbild/1951/0073.html
