Full resolution (JPEG)
- On this page / på denna sida
- Andra häftet
- I Stenrigerne. Af Michael Tejn
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Michael T e j n
Livet spændt til højeste Ydeevne Døgnet
rundt. Nordlandets kolde Sommer var
begyndt, men gennem det Hele mærkedes
en ubestemmelig Smag af noget mineralsk
bittert og goldt.
Den eneste Enkeltoplevelse, der endnu
staar mig ganske klart, laa uden for det
Menneskelige og var dybt kvægende:
Renerne der stod ved den stærke Strøm og
skulde over paa Øerne til Sommergræsning,
men vidste, at kun paa to Tidspunkter af
Døgnet: naar Strømmen Morgen og Aften
kæntrede, vendte sin Kurs fra Nord til Syd
eller fra Syd til Nord og saaledes i et
ganske kort Tidsrum ophævede sin egen
uimodstaaeligt medrivende Kraft, kunde
de komme over uden at sætte Livet til.
Der var ingen Mennesker, der varskoede
dem. Dette ene Øjeblik kendte de selv og
forpassede det ikke, men styrtede sig i
Tusindvis i det klart grønne Vand og satte
over den afkræftede Strøm.
Herved falder man forbigaaende til Ro.
Men indser snart, at denne naturlige Viden
ikke gælder En selv, ikke Mennesket, og
at denne Ro kun er en Spejling, der ikke
grunder sig i noget Hvilepunkt. Denne
Viden om Tilværelsens Vilkaar har disse Dyr
gratis. En tilsvarende Indsigt maa af
Mennesker betales, men kun faa af os
synes at være solvente her. — Saa er
Aarvaa-genheden og Rastløsheden over En igen,
og Rejsen kan fornemmes som en Flugt.
Men Landet er stort, og Rejsen kan ogsaa
blive en Livsstil.
*
Billedet af de svømmende Rener blev mit
sidste herfra. En halv Time senere kørte
jeg med Bussen ad Indlandsruten sydpaa,
en Rejse gennem Sten og Sten og Sten.
Tørt graa eller brunlige Granitmasser løfter
sig knugende paa alle Sider af den
Rejsende. Vaade og sorte Fjeldformationer
skinner koldt mod Ens Øjne. Her er Sten
under os, Sten om os, Sten ludende Gang
paa Gang ud over os. Til Tider mineralsk
haardt Solskin, til andre graa Faage og
hele Tiden Sten. Sten. Sten.
Mil efter Mil uden at man ser noget
Levende. Mineralerne der er stivnet efter den
brændende Krampe fra Skabelsesdagene og
siden har løftet sig under den
bortsmeltende Is, dræber her enhver letvindt
Optimisme, man kunde have erhvervet sig
med Hensyn til Naturens Venlighed og
Uskyld. Men Verdensdramatikken synes at
leve op igen. Ginnungagab aabner sig,
blot ikke længere, forekommer det En,
fødende, men opslugende. Ragnarok
varsles. Her tvinges man til at ty til det
Menneskelige i et Omfang og paa en Maade,
som ellers kun sjældent hænder. Dette maa,
dette kan kun mødes af en Tanke. Magien
svigter paa det Punkt, hvortil man nu er
naaet. Den har bevist sin Almagt i det
Nutids-Menneskelige gennem adskillige
Stats-mænds Forsøg paa dens Genoplivelse. (Men
inden for det tekniskes Tryllering er den
aleneherskende).
At Mennesket, alle og den Enkelte, har
deres Opgave og er nødvendigt
uundværlige i Verden — deri bestaar hele dets
Opmuntring, deri ligger Livsinspirationen.
Men alting har længe spidset sig mod dette:
at Mennesket skal være og skal føle sig
overflødig, nem at erstatte.
Folkene loves der Lykke, hvis de vil
bekende sig til naturlige Behov, den
Stærkeres Ret og Jungleloven sat i System.
Den Enkelte loves der Velsignelser i samme
Maalestok, hvorefter han bekender sig til
den biologiske Nødvendighed, . Sansernes
Erkendelse og de u- og organiske Love.
Paradis skal komme til Jorden ved
Folkenes og den Enkeltes ubetingede
Hengivelse for og i det man kalder Friheden.
Men ved Siden af de almindelige
Taskenspillerier, der tjener til at berøve den
Bekendende de foregøglede Fordele, afsløres
her en anden, en Grundskade:
Her synes man endelig at faa at vide, for
56
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Project Runeberg, Mon Dec 11 14:12:53 2023
(aronsson)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/ordochbild/1951/0074.html
