Full resolution (JPEG)
- On this page / på denna sida
- Andra häftet
- I Stenrigerne. Af Michael Tejn
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
I Stenrigerne
ikke mere at glemme det: at Frihed og
Frygt hører sammen, at den sande Frihed
ikke er Tryghed og Ro, men Usikkerhed og
Uro, og kræver det største Mod af
Mennesket — større som opnaaet Gode, end som
et Maal man kæmper sig frem imod. Og
man maa afgørende beslutte sig til at se,
hvor man staar. For ikke at gaa til Grunde
maa man vide og indse, at Menneskets
Sted mellem Tingene og i Naturens Liv
ikke er et tilfældigt.
I disse Dødens Riger tvinges man i
elementært Selvforsvar til at rejse en Tanke
mod de omgivende Forsteninger. At møde
dem saaledes, oprejst og med en spirende
Indsigt i Nødvendigheden af at bringe
Tingene paa Plads i deres Forhold til
hinanden og til os selv, synes her en
Nødvendighed. Tiden for det Oprindelige er forbi,
selv for et saa oprindeligt Folk som det
norske. En anden Tid bryder frem, og er
dette Stenrige og Europas Ruinbyer i Dag
et Billede paa Menneskenes Verden, kunde
det se ud, som om man endelig har naaet
et Punkt, hvor Eksistenskamp og
Erkendelsesbehov falder uundværligt sammen.
I saa Fald staar man nu ved en ny
Begyndelse.
*
Som en dyb Fred kan dette nogle Dage
senere komme til En i sit bekræftende
Modstykke, naar man staar i Trondheim
Domkirke og ser Rosevin duet i Vestfronten
gennemglødet i Solnedgangens usynlige
Lys. For 6—800 Aar siden udkastede
Biskoppen Øystein en Plan til en Bygning
til Guds Ære. Og paa denne Plan arbejdes
der endnu, skønt vel Motivet nu er mistet.
Men som de knugende Granitmassers
dræbende Vælde i Kraft dog overgaas af
Kirkebygningens spændte, stigende Form,
saaledes vindes her ogsaa paa et andet
Punkt et afgørende Overtag: Ens
ungdommelige Begejstring for ved Masseopbud
og i Lyntempo gennemførte Arbejder, der
som et Eventyrets voldførte Symbol skal
erstatte Fortællingen om Paladset der
opførtes paa een eneste Nat, og synes at skulle
betale med sin Vidunderlighed for hele
den moderne Tids Menneskeforringelse og
knuste Forhaabninger, synker her sammen
i sig selv og efterlader sig næppe noget
synligt Spor.
I Stedet melder sig Forstaaelsen af den
Overvindelse af Tiden: at eet Menneske
undfanger en Tanke, og at Tusinder
gennem Aarhundreder arbejder paa
dens-Virkeliggørelse og Fuldkommelse. Her kan
det med eet afsløres, at den nyere Tids
Bygninger, opført paa stadig knappere
Rekordtider, paa sin Vis ikke er
Menneskeværk. De er uden Præg af Aand, udsprunget
af det Naturlige, inspireret af
Hensigt-mæssigheden og en ren Fortsættelse af
denne Naturdrift, mens Mennesket berøvet
sin Værdighed og forringet indtil
Overflødighed, tjener som blot tegnende, støbende,
tømrende, murende Medium. Kort:
Dets-Funktion er ikke mere den skabende, men
alene den rent udøvende.
Ser man disse Bygninger i fladere Lande,
hvor de hævder sig paagaaende og brutalt,
eller heroppe hvor de forekommer
beskednere under de mægtigere Forhold, kan man
næppe være upaavirket af Ligheden med
Myretuers Arkitektur eller Koralkoloniers,
eller Bikagers Mønstre. Bygget i
Hensigtsmæssighed, men til ingens Ære, heller ikke
til Menneskets, skal de nok vise sig at
være af de lyssky Underjordiske eller
Undersøiske. Faar man Lejlighed til at
bekigge Dejligheden bagfra, skal det nok.
komme frem, at hun har Korumpe som
Huldredøtrene og saaledes ikke er af
Menneskeslægt.
Under Opholdet i Øysteins Domkirke
kan en kort Beretning fra Sverre-Sagaen.
trænge sig paa: Da Kongen under Slaget
paa Vågen midt under Kampen lægger
Skjold og Sværd, knæler paa Jorden med
blottet Bryst i Pileregnen og synger
gennem Kampgnyet: Alma chorus Domini. —-
57
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Project Runeberg, Mon Dec 11 14:12:53 2023
(aronsson)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/ordochbild/1951/0075.html
