Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tredje häftet - Anders Sandøe Ørsted som humanist. Af Troels G. Jørgensen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
T r o el s G. Jørgensen
helt præget heraf. Han taler ikke mod
forfatningen, og han går ikke ind for sociale
reformer af omvæltende karakter. Han havde
lejlighed til som lovfortolker og som
lovforfatter at fremhjælpe tilstande, der
hævede gammel uret og imødekom
retsfølelsens naturlige krav, og der var han ikke
tilbageholdende. Han betegnedes også af
omgivelserne som liberal, og i hans egen
mund er dette en rosende betegnelse for de
mange foranstaltninger, store og små, fra
enevældens slutningsperiode, der kan siges
at være udslag af en frisindet
konservatisme. Hvad der før hans tid var udrettet
gennem de store landboreformer og til
tyveristraffens formildelse, var han en varm
beundrer af, men så energisk en
lovgiverindgriben fandt kongen ikke i hans tid
anvendelse for. I straffelovgivningen
indførtes der tildels under hans ledelse store
reformer, og overfor de gamle love, som
skulde bortfalde, var der ubestridelig brug
for et mere humant syn. Et stærkt
konservativt hensyn gjorde sig imidlertid også
gældende, så at altfor store spring i
formildende retning måtte undgås. Allerede
derfor lå det Ørsted fjernt som
general-prokurør at opponere herimod, men iøvrigt
er det umiskendeligt også fra hans
virksomhed som dommer, at han så strengt på
forbrydelsen, strengere end mange andre.
Med hans teoretiske etiske udgangspunkt
kan dette ikke undre. En iøvrigt overfor
Ørsted meget anerkendende historiker (aid.
Hans Jensen i Biograf. Lex.) siger på linie
hermed, at for Ørsted betød en
menneskeskæbne næppe nogen sinde noget afgørende
i sammenligning med vigtigheden af at
hævde de engang af staten givne love og
den dermed foreliggende retsorden. Han
knytter dette til, at Ørsted som ung
dommer havde været med til, at en fra ejeren
bortløben mulat, der som fri mand havde
deltaget i slaget på reden, blev dømt
tilbage til det vestindiske negerslaveri, og
mange år senere forsvarede denne afgørelse.
Jeg kender ikke denne, men nok en anden
dom af Ørsted om den begrænsede
opretholdelse på dansk grund af vestindisk
ejendomsret til en slave. At Ørsted —- som
forhåbentlig alle dommere •—■ anvendte
også den hårde lov, hvis dens forståelse ikke
kunde lempes ved forsvarlig fortolkning, er
dog ikke tegn på, at han ikke har »følt
noget» derved. Man kan også gøre dommere
uret.
To kulturelle områder, der havde Ørsteds
særlige interesse, og man kan tilføje
dyrekøbte interesse, fortjener nærmere omtale
til belysning af humanistisk tankegang hos
ham. Det ene er bedømmelsen af den
forfattervirksomhed i bog eller presse, der
beskæftigede sig med offentlige anliggender,
og hvor der var mulighed for, at forfatteren
påvirkede opinionen på en måde, som de
styrende ikke kunde være tilfreds med,
fordi den tenderede imod altfor store,
omvæltninger af det bestående, eller hvor
embedsmænd blev krænket. Den enevælde,
som den unge Ørsted billigede, var
ubetinget kun den oplyste, og at oplysning i
stort omfang kunde komme fra de
frit-virkende forfattere, var han overbevist om.
Altså burde der være plads for de saglige
drøftelser. Da dette også var anerkendt i
den af Chr. Colbj ørnsen af fattede
forordning af 27. september 1799 om
trykkefriheden, havde denne hans bifald, og overfor
den panik, der havde grebet hovedstadens
publikum ved læsningen af dens mange
straffebestemmelser, gik den nybagte
kandidat Ørsted frejdig i brechen for den i en
bog om dens fortolkning. I de straffesager
af denne art, han fik at gøre med, tog han
så lemfældigt som overhovedet muligt på
forfatterne, og i den lange række
trykkefrihedssager, kancelliet fik at beskæftige sig
med, var Ørsted altid at finde blandt de
liberalt indstillede deputerede. Han veg
ikke fra og opnåede også at hævde, hvad
han i bogen havde udtalt om censurens
forkastelighed; også det dermed beslægtede
120
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
