Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tredje häftet - Anders Sandøe Ørsted som humanist. Af Troels G. Jørgensen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Anders Sandøe Ørsted som humanist
foreløbige politigennemsyn af 1814 gik han
imod. Han søgte forgæves at få forbudet
mod anonymitet hævet og havde i
1840-erne et stort, men frugtesløst arbejde med
at forberede en ny lov om trykkefriheden,
der forekom kongen og præsident Stemann
for liberal. Da alt dette var ham en
hjertesag, måtte den om sagens sammenhæng
uvidende presses hadefulde sigtelser mod
ham som pressefrihedens fjende være ham
meget pinlige. Han skriver herom i sine
erindringer: »Der har næppe været nogen
anden, der så vedvarende under så
vanskelige forhold og med så megen selvopofrelse
har arbejdet i denne retning (for
pressefrihed). Dette er noget, som jeg ikke tager
i betænkning selv at udtale, da det
ingenlunde går ud på at tilegne mig nogen
fortjeneste, men det tvertimod under hensyn
til det, der har udviklet sig af hin frihed,
er mig tvivlsomt, om jeg ikke har gjort
ilde i efter evne at frede om samme.
Pressen vedbliver desuden daglig at arbejde
på at fremskynde en tid, hvor i dette meget
mere vil trænge til forsvar, end om jeg i sin
tid havde rakt hånd til at omstøde
trykkefriheden».
Ørsteds filosofi havde ikke bragt ham til
at skille sig ud fra statskirken, men hans
filosofi krævede, at den statskirke og senere
folkekirke, som han ønskede, skulde være
liberal og rummelig. I sine erindringer
udtaler han sig mod en skarp troskontrol med
kirkens menighedsliv og mod bestræbelser
for at udelukke de kun halvt kristne fra
kirken: »Det er ingenlunde de enkelte givet
ved egen selvstændig tænkning at komme
til de erkendelser, der er bestemmende for
deres livsbetragtning og livsretning, men
allermindst vil de formå dette med hensyn
til det, som ligger højest, Gud og de
guddommelige ting». Gennemføres hin strengere
adgangsfordring, fortsætter han, kan det
forudses, at menighederne i tidens løb vil
blive mindre nøjeseende med deres krav.
Hykleriet, hvorfor vort religionssamfund
vistnok ikke er frit, vilde få overhånd, og
slige samfund vilde frembyde Hg næring
for åndeligt hovmod og foragt for andre
mennesker såvel som for en mørk sinds^
stemning. Som lærer i pastoralseminariet
siden 1809 have han måttet tage stilling til,
hvad omfanget var af præsteløftet, når det
forlangte tilslutning til den i kirkens
bekendelsesskrifter indeholdte »himmelske
lære», og han lærte herom, at løftet kun gik
på det væsentlige, hvorved et hensyn til
enhver tids teologiske erkendelse var
berettiget. Høj officielle bispeudtalelser ved
kirkefesterne i 1817 og 1826 var på linie hermed.
For at bringe en kirkelig liberalisme i ly af
loven behøvede han derfor ingen ændring i
løftet, således som den unge rationalistiske
teolog professor H. N. Clausen i sit værk
om protestantismen havde ønsket. Fra
ortodoks side var Clausens hele bog på det
heftigste blevet angrebet af N. F. S.
Grundtvig, den gang kapellan på Christianshavn.
Og da Ørsted 1826 af bogen tog anledning
til i sit tidsskrift at udvikle sin opfattelse
også over for en mindre korrekt juridisk
opfattelse af prof. Chr. P. D. Paulsen, viste
det sig, at den Grundtvigske retning var
stærk nok til at gøre regeringen bange, og
resultatet blev den foran omtalte
overdrevent voldsomme indskriden mod Ørsted
som forfatter, den han sammenlignede med
amputationen af en arm. At
Grundtvigianerne, som den gang »drev fordringen om
en streng bogstavelig overholdelse af alt i
kirkelæren til det yderste, ja end ikke
indskrænkede disse fordringer til selve
kirkeloven, men endog med den mest
fanatiske iver holdt over de ordformer, som var
brugt netop i den danske kirke», straks på
rigsdagen insisterede på at opløse
fastheden i sognemenighederne gennem
sognebåndsløsningen, var genstand for hans dybe
forargelse.
Heller ikke ultra-danskheden, som den
brød frem med henblik på slesvigerne i
1840-erne, kunde han følge; den fandtes
121
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
