Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fjärde häftet - Danskerne på fjeldet. Af Knud Sønderby
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Danskerne på fjeldet
Aj Knud Sønderby
dt-___S A VI STARTEDE om morgenen,
var det mørkt endnu, kun med svag blå
lysning udenfor. Vi sad og spiste ved
elektrisk lys i en forsovet stemning, alle
andre på hotellet lå endnu i deres senge. Da
vi havde spist smurte vi hver en madpakke.
Når man lige har spist jomfrueligt hvidt
morgenbrød og er mæt og har den varme
kaffesmag rygende ud af halsen endnu, kan
man blive helt utilpas af at smøre madpakke
Det stod for mig som det naragtigste, at jeg
virkelig nogensinde skulle få lyst til at spise
rugbrød med kold, kogt skinke. Jeg smurte
to halve stykker og pakkede dem ind og
havde allerede helt kvalme ved det. Så gik
vi udenfor døren, hvor kulden slog bidende
imod kinderne efter den varme stue. Skiene
stod med rim på op ad væggen, helt grå
og ru at føle på. Vi tørrede dem af og
smurte dem ind. Så spændte vi dem på.
Jeg mærkede, at der var noget med min
strømpe i støvlen, der gnavede på hælen.
Da vi arbejdede os op ad den skumrende,
stejle løjpe mellem grantræer, var det tø
og tungt føre. Vi sagde ikke noget til
hinanden. Jeg fortrød allerede den lange
tur, jeg havde for mig. Jeg var træt og
forudså en lang lidelse. Jeg gik bagest og
stirrede på de par ski, der arbejdede sig
opover foran mig. Da vi kom op til første
sæter, var det blevet lysere, og snefladerne
lå med et blåt skær. Da vi kom op til
plateauet ved anden sæter, lå de hvide
strækninger udstrakt i et uendelig sart rødt
skær. Jeg var glad over, at jeg var taget
med. Føret var blevet bedre, og vi strøg
afsted med stærk fart. Vi begyndte at
tale lykkeligt til hinanden, medens vi
svingede stavene. Granerne stod spredt
med store mellemrum og var tunge af sne
som dyppet i tyk flødeskum. Langt forude
så vi det første fjeld, som vi skulle udenom.
Af og til var der lange, bløde bakker, vi
strøg nedover, helt sunket ned i knæene
og med stavene løftede bagud. Man står på
skiene, som ligger man til start ved et
hurtigløb. Så stirrer jeg ned i mine tykke
støvler i bindingerne, der var hvide af sne,
som fo’r bagud, og på de smukke, sorte
skispidser, der pløjede frem gennem alt
det strålende — af og til som
undervandsbåde i fart, forsvindende helt ned under
det bløde krystaltæppe, for så atter at
dykke op med en vikingesnekkes knejsende
stavn. Man kan føle en beruset forelskelse
i sine støvler og skispidser, og kulden kan
være som kærtegn. Vi råbte til hinanden.
Så nåede vi fjeldet, vi rundede det
halvvejs oppe, arbejdede os forsigtigt frem fod
for fod i halvanden time gennem
grantykning på den stejle skråning. Kviste snertede
os, og på de kolde kinder virkede det som
dybe rifter. Sommetider måtte vi gøre omveje
på et kvarter for at komme ti meter frem.
Vi kom hen over en stor sø, hvor isen var
glat mod stavenes spidser under sneen.
Det var begyndt at blæse koldt, og på
hænderne i vanterne og på benene under
benklæderne var jeg iskold. Da havde vi
gået ti kilometer. Vi gik en time i gåsegang
hen over søen uden at tale, blot stirrende
på bagenden af formandens ski. Af og til
kunne man blive svimmel og synes, at det
gik op og ned og ikke fremad.
Det isnede gennem hele kroppen. En
gang havde jeg været svedt på hænderne
og taget vanterne af, da jeg tog dem på
igen, var de bøjede af is og ikke til at rette
198
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
