Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Johannes V. Jensen og Norden. Norske og svenske elementer i forfatterskabet. Af Leif Nedergaard
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Johannes V. Jensen og Norden
i Sverige, hvor man vistnok almindeligvis
ikke kender til meget andet end
Himmer-landshistorierne og Den lange Rejse. Hans
koncentrerede og særprægede sprogtone
besværliggør vel også i Sverige tilegnelsen af
hans tankeverden.
I en særlig artikel, De nordiske Sprog paa
Skillevejen, fra januar 1940, har han selv
taget problemet oversættelser af nordisk
litteratur op til debat, aktuelt foranlediget
af at Sigurd Hoel netop hade oversat
Kongens Fald: »Det faldt ikke heldigt ud»,
skriver han, »man vilde i Norge ikke læse
dansk og svensk Literatur i Oversættelse.
Da man heller ikke synes at ville læse dansk
og svensk Literatur i Originalsproget staar
man her overfor en Misere, som der er al
Grund til at analysere og om muligt raade
Bod paa». Han fremhæver at en dansker
dog altid vil have nemmere ved at læse en
svensk og en norsk text end en jysk, men
»Sagen er den at man i de tre nordiske
Lande endnu nærer en provinsiel
Tilbøjelighed til at vurdere hinandens Sprog efter
Forskellene og ikke efter Ligheden». Netop
nuancerne i sproget er det jo man har glæde
af, de er kun en charme mere: »Om det,
hedder Flicka, Jente eller Pige, lige henrykt
er man». Man bør da også lære sig sprogene
og læse originaltexterne, hvad dog enhver
har mulighed for: »Hvorfor lærer
Overklassen her i Landet ikke Sprog? Jeg mener
Arbejderne», spørger han. Han peger også
på det forhold at boghandlerne saboterer
salget i originalsproget af en bog som ventes
oversat, således som det var tilfældet med
Nordahl Griegs »Ung må verden ennu være».
Senere avfandt Johs. V. Jensen sig dog med
at hans romaner oversattes til svensk; men
iøvrigt mente han at »der gives et
Grundnordisk, som det er muligt at holde sig
nær, i Begrebet, endogsaa i Ordvalget, et
elementært Fællesskab vi som Nordboer
ikke kan slide af os, og som gør Oversættelse
overflødig». Men den nordiske sprogrøgt han
hermed antyder, adskiller sig på væsentlig
måde fra den nu kendte; Norden skal netop
bevare forskellene:
»De tre nordiske Lande gør bedst i at hævde
hver sit Sprog, uafhængig af de andres, netop
med de Nuancer Udviklingen har ført med sig,
da det dog er Naboens Sprog man vil høre, saadan
som han udtrykker sig, ikke sit eget.»
Året inden sidste krig nåede han om
sommeren endnu engang at berejse Norge;
med bil og fly nåede han dennegang vidt
omkring, som skildret i en række artikler,
der 1939 samledes til den lille bog Nordvejen,
Indtryk af norsk Natur, der former sig som
en sidste kærlighedserklæring til det land
hvis natur han tidligt hade lært at skatte.
Nemt kunne det være gået således at han
var blevet hængende i en lille norsk
fjordbygd han engang passerede med rutebåden,
hvor en stor lys pige hængte tøj til tørring:
»Hvorfor blev man ikke? Hvorfor render
man altid fra sin Skæbne? Naa ja, man
havde jo Billet til Haugesund, og saa
videre». Han ser hvorledes
amerikaniseringen er ved at gøre det af med den norske
bondes nøjsomme karakter, men er lige
betaget af den norske natur, især Vøringfos
og Maabødalen, hvor han fandt elven
uforandret:
»Som for Aar tilbage, en Menneskealder snart,
hører jeg igen det dybe Undergrundsmæle fra
Elven, store Sten som støder og maler mod
hinanden paa Bunden under Vandets Pres, en
hostende, klamrende Lyd, kvalt under Favne af
Vand. Et Ur ytrer sig her, Naturens store
Timeglas, hvori det rinder og rinder, mens man selv,
hver Gang man uigenkaldeligt har brugt en Række
af sine Aar, kommer og lytter, og hører det hoste,
uforanderligt som før.»
Det var Johs. V. Jensens hensigt at
skrive en tilsvarende bog om Sverige og
dets næringsveje; med dette formål for
øje beså han kraftværket i Laholm og en
knivfabrik i Eskilstuna og ville også gerne
have besøgt en tændstikfabrik i
Jönköping, men krigen bevirkede, at der ikke
261
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
