Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Johannes V. Jensen og Norden. Norske og svenske elementer i forfatterskabet. Af Leif Nedergaard
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Leif Nedergaard
blev andet ud af denne plan end det
foredrag om Sverige og Danmark som Jobs.
V. skrev til »Den danske Uge» i
Stockholm marts 1941, og som han selv
oplæste i den danske radio. Det skildrer
hovedsagelig svensk erhvervsliv.
Den tvungne isolation under Besættelsen
benyttede Johannes V. Jensen bl. a. til en
fordybet tilegnelse af de nordiske folks
ungtids litteratur. Resultatet blev dels Kvinden
i Sagatiden, en bog Johannes V. Jensen selv
holdt særlig af, dels den prægtige
fordanskning af alle de i Heimskringla indlagte
løsevers og kvad, som er kongenialt
gendigtede i en viril nordisk sprogtone, med
bibeholdelse af bogstavrimene, men befriet
for romantikens forlorne vikingestil. Med
dette værk, hvor prosaen er oversat af Hans
Kyrre, hade det været Johs. V. Jensens
mening at gøre dette vældige nordiske epos
til folkebog i Danmark som det var det i
Norge i Gustav Storms oversættelse. Skønt
den danske Heimskringla først udkom på
Johs. V. Jensens 75-årsdag i 1948, var
oversættelsen tilendebragt ved Befrielsen,
og i en artikel fra juli 1945 karakteriserer
Johannes V. Jensen Heimskringla som »en
uudtømmelig Kilde til Forstaaelse af nordisk
Fortid, hele Anlæget for nordisk
Karakterejendommelighed» og betoner værkets
in-terskandinaviske horisont:
»De tre nordiske Lande har under Krigen
nærmet sig til hinanden, en gensidig Varme, fælles
Fare og fælles Bistand der har gjort sig gældende.
— For Literaturen har det været en gammel
Opgave at bidrage til en indre nordisk Enhed
ved at gaa til Traditioner fra et fælles Udspring
og holde dem levende. Det ved vi at paa Snorres
Tid udgjorde de nordiske Riger een, meget nær
beslægtet Verden, i Oprindelse og Instinkter.»
Ikke mindst som bærer og hævder af den
nordiske kulturarv, hvis indslag i hans
for
fatterskab vi her kronologisk har fulgt, var
det naturligt at Johannes V. Jensen (tør
man sige: omsider) i Besættelsens sidste
vinter fik tildelt Nobelprisen i litteratur.
Hans sidste rejse til Sverige, den han
efter Danmarks Befrielse, i december 1945,
omtrent syttitre år gammel foretog til
Stockholm for officielt at få Nobelprisen
overrakt, blev naturligt af en anden
karakter end hans foregående. Har han erindret
hvorledes han selv i 1907 hade opsøgt en
anden Nobelpristager? jeg skal ikke kunne
sige det. Men beskeden som han var og
uvant med hyldest, var den festivitas der
præger Nobelpristildelingen, ham en
oplevelse. Hensynsfuldt hade Johannes V.
Jensen gjort sin egen tale ganske kort, for ikke
at trætte den alderstegne monark, hvis
tronbestigelse 1907 han hade skildret i en
artikel. Og jeg husker den sidste gang jeg
besøgte Johannes V. Jensen, ennovemberdag
1950; Gustaf V og Bernard Shaw var da
netop begge avgåede ved døden, og han
udtalte sig med venlig sympati om den
første, mens han absolut ikke brød sig om
ireren. Johannes V. Jensen var da netop
kommet hjem fra sygehuset og han fortalte
at han hade ventet til sidste frist med at
sende avbud til Nobelstiftelsens
jubilæumsfestlighed; han hade håbet at være blevet
rask nok til at deltage, men hade dagen
forud måttet svare nej; han ville gerne
have været med. Men et langt
sygehusophold hade nedbrudt hans stærke
konstitution, og godt tre uger senere, inden
Nobelfesten, hade han fået lovligt forfald.
Uden at forklejne nogen anden tør det
måske siges at han da i mange år hade
stået som Nordens største og mest universale
digterpersonlighed i den halvdel af
århundredet som hans død betegner
avslutningen på.
262
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
