Full resolution (JPEG)
- On this page / på denna sida
- Under Asken Ygrasil. Af Michael Tejn
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Under Asken Y g d r a s i l
A f M i cha el T ejn
1 JEG S AD her sidst, blomstrede
de lyse Gaardes Titusinder af Frugttræer,
yndefuldt henkastet her ved Fjorden som
en ung og uskyldig Verdens Brudeslør. Nu
modner de blanke Moreller og gløder Mil
efter Mil mod graagrønt Fjeld og mod
spinkle, graatfunklende Fossefald, der vajer
sagte i Sommervinden. Hundredtallige
Drifter af sortgraa Geder strømmer som bløde,
langsomme Stenskred over Klippesiderne
med en svag Pinglen af Klokker, og paa
Høj engene græsser det guldhornede Kvæg.
Hinsides Fjordvandet brænder en usynlig
Sol i det gamle Agatuns røde og tjærebrune
Gaarde, hvor jeg engang saa et Haab
slukkes og et Barn græde utrøsteligt over
en forladt Fuglerede med fem gule og
sortplettede, kolde Æg.
Færden har været lang og utrolig. Min
Rejsekammerat gennem Uger har forladt
mig. Jeg er igen alene og sidder i Lofthus i
Hardanger, paa det gamle Leikvoll under
Asken, hvis forsommerbrune, krusede og
skinnende Blade kaster bløde
Eftermiddagsskygger over mine Hænder, der hviler mod
Stenbordet, mens Stamme og Krone rejser
sig som et ældgammelt Verdenstræ mod den
hvidlige Himmel.
*
Norges Udvortes præsenterer sig.
Betydningen af det Sete udfælder sig først
efterhaanden. Vildt hedensk Grumhed og
Funklen strækker Kløerne efter En her,
nordisk blid og sommerlig Sødme drypper
i Ens indtørrede Hjerte, hede Pust staar
En i Møde, som var Jordskorpen her først
i Gaar begyndt at størkne over glødende
Dyb. Nordlys og knejsende Fjelde, knusende
Stenskred og Laviner af Sne, blomstrende
Dale og isblaa Bræer — hele det romantiske
Apparatur er her sat i Gang og udfolder
sine Taskenspillerfærdigheder for Ens
undrende Øjne. Ikke mindst naar man som
Dansk kommer fra et Landskab, der saa
let passeres upaaagtet, og som man maa gaa
til med langsomt Taalmod og lydhør
Inderlighed, skal det opleves efter sin særlige
Værdi, kan man have en Tilbøjelighed til at
lade sig overvælde af norsk Udvendighed
og maa vogte sig for at afvise som brutale
Næveslag eller blændende
Pragtforestillinger det, der i Virkeligheden har en helt
anden Pondus.
I Sammenhæng hermed maa et ganske
bestemt Element i Danskerens Vanskæbne
betragtes: at han aldrig ser sig stillet i en
Situation, at han i indre og ydre Landskab
kun sjældent møder nogen Udfordring, men
alene maa forlade sig paa sin indre
Dynamik for ikke at henfalde til sødt eller
bittert Drømmeri. Svigter denne Sindets
aarvaagne Spændstighed, som det kan synes
at have været Tilfældet nu gennem Aartier
eller henved halve Aarhundreder, kommer
der noget hængøret eller ynkeligt forsorent
over os.
Men under norsk Himmel møder
Udfordringen Mennesket udefra og giver ingen
Ro. Man kan beslutte sig til en
Spadseregang i al Magelighed, og mens man slentrer
uforbindtligt af Sted i en vis ganske sikkert
uskrømtet, men tillige lidt porøs
Naturglæde, og Ens Tankestrøm uden
Ærgerrighed finder sit jævne Forløb, kan man
uden Varsel og med skræklammede Muskler
se sig stillet over for en sugende Afgrund.
I Tøbrudstiden er det Skred og bortrevne,
sprængte Vejstumper, der overrumpler En,
om Efteraaret Taagen der gulgraa og tyk
ruller ind over et Øjeblik tidligere
solbeskinnede Vidder og gør En helt alene
411
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Project Runeberg, Mon Dec 11 14:12:53 2023
(aronsson)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/ordochbild/1951/0437.html
