Full resolution (JPEG)
- On this page / på denna sida
- Under Asken Ygrasil. Af Michael Tejn
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Michael T e j n
Verden. Om Vinteren Laviner og
uigennemtrængelige Snefog, der antaster Ens
Sikkerhed.
Opholder man sig nu ved en saadan
Situation en Tid i Stedet for at ryste den
veloverstaaede Skræk af sig med en
undskyldende Latter, kan det ske,’ at man
tømmer sin Oplevelse for et dybere
Indhold: med en øjeblikkelig omfangsrig
Forfærdelse og en langsommere voksende, dyb
Tilfredshed kan man opdage Livets Alvor
for Mennesket. Og maaske endnu
betydningsfuldere: man kan opleve, at Ens eget
Liv er Alvor — en Erfaring man kun
sjældent har Lejlighed til at gøre i den Hverdag,
der nu er enhvers. Og saadan kan det ske,
at det norske Landskabs dybere Betydning
begynder at gaa op for En, en halvforglemt,
forsømt Spændstighed søger at ranke sig
op af sin Misrøgt og møde denne uvante
Opfordring.
Dette er sagt af og om en Dansk. Om
Nordmanden kan det maaske siges, at han
møder en hvilken som helst Udfordring
tilvant og med en næsten alt for redebon
Spændstighed.
*
Hytten hvor jeg bor under Asketræet,
højt over Ullensvangs Frugtgaarde, er
fundet i Sogn, brudt ned, fragtet hertil og
rejst igen paa Leikvoll af Tømmer, der var
ungt i Den sorte Pests Tid, men nu seks
Hundrede Aar gammelt er benhaardt af
Vind og Vejr, de fleste, kun paa sine Steder
trøsket og smuldrende. Denne Ælde er
overhovedet en Forekomst, man ofte støder
paa i Norge: som om menneskegjorte Ting
og Livsformer med ikke var undergivet vor
hjemlige Forraadnelse, men en betydeligt
langsommere virkende Forvitringsproces,
der snarere gør sej g end opløser.
Her i Hytten er det sket, at man vaagner
ved Felespil i den sene, lyse Sommernat og
finder den gamle BygdemuSikant mageligt
henslængt under Askens Løvhang, hvor han
i en grundig Kæfert i Hardangers kraftige
Brudeøl spiller til Dans, mens en rustung
Frugtbonde paa den saftige Højeng træder
Halling og Springdans med
Ullensvang-smeden, der er videnom kendt for sine
haandsmedede Høleer, hvis korte Blade skal
være skarpe som Vinterens Nordenvind
over den aabne Vidde.
Ligeledes hævdes det med stor
Bestemthed af paalidelige Personer, at Harringernes
gamle Kampform kan findes endnu. Set
den har jeg ikke selv, men som sagt skal
man endnu kunne løfte Topluen paa en
Harring i de bortgemteste Dale og under
den afsløre den lange, mørke eller lyse
Pandelok, rullet op paa Issen. Lokken
tjener følgende Formaal: Kommer to
Harringer i Haar sammen over en Budeje, en
Bimpel Brændevin eller over ingenting —
ingenting er saa ganske afgjort
tilstrækkeligt — saa griber den Udfordrende med fire
haardtkrummede Fingre om den lange Lok
og trækker den raat ned over Panden,
mens Tommelens udsøgte Opgave bestaar
i at presse Modstanderens Øje ud af dets
Hule. Saaledes gaaet for nær har den
Angrebne erhvervet sig Retten til at gribe til
Kniven, og Slagsmaalet kan nu forløbe i al
sin gemytlige Blodighed. Pandelokkens
Længde som Maalet for Mands Mod og
Mands Styrke har levet i Hardanger som en
mærkværdig og primitiv Variant af
Fortællingen om Kæmpen Samson med den rige
Haarfylde, hvori Kraften sad.
I Isdalen uden for Bergen har jeg en Nat
hørt en Mand spille Mundharpe. Ikke det
Blæseinstrument, man finder i enhver
Legetøjsbutik og hos mange
Gaardmusi-kanter, men et mig ubekendt gammelt
panisk Troldtøj: en vinkelbøjet Metalring med
en smidig Staalfjeder, som man stikker i
Munden og med forskellige Læbestillinger
aflokker ensformigt brummende, skælvende,
lokkende Toner, der med et halvt
undskyldende Smil hævdes at kunne besætte den
omgivende Natur og betvinge dens
Dyre
412
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Project Runeberg, Mon Dec 11 14:12:53 2023
(aronsson)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/ordochbild/1951/0438.html
