Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XV. Vor sidste teltplads paa østkysten — første vandring paa indlandsisen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
paa ryggen, men der var lidet vundet ved at bruge dem,
de var for smaa til at bære ovenpaa i dette føre.
Stigningen havde været temmelig jevn, lige siden vi
i ca. 125 m (ca. 400 fods) høide forlod det faste fjeld.
Foran os i nordvest (retvisende) havde vi en høide, hvorfra
vi antog at maatte faa den forønskede udsigt ind over
isen, naar vi bare kunde naa did; men veien var lang, og
føret som sagt nederdrægtigt. Imidlertid var maverne
blevne tomme nok, og solen stod langt nok mod vest,
til at vi kunde tænke paa de materielle fornødenheder,
lægge vidjetrugene paa sneen, trampe hul ned foran dem
og paa den maade lage os et nogenlunde tørt og varmt
sæde i solstegen. Det var en sand vederkvægelse at faa
hvile lidt, mens vi huggede kraftig ind paa pemmican og
beskøiter, kastede et blik paa landskabet omkring os og
nød den skyfri himmel og det straalende veir; kun stak
solskinnet, som kastedes tilbage fra den hvide sneflade,
os vel meget i øinene, desværre havde vi glemt snebrillerne
i teltet og kunde saaledes ikke stænge det ude.
Foran os i syd hvælver den brede isstrøm sin sprækkede
og gjennemfurede overflade nedover mod sjøen. Vi
ved, at der lavere nede skal være nogle fjeldknauser, men
de er nu dækkede for os, og vi ser . kun havet udenfor,
som hvælver sin blaa flade lige til himmelbrynet. Nogen
egentlig drivis er ikke at øine, kun spredte isstykker,
væsentlig stammende fra bræerne. Hvilken forandring i de
faa uger, som er forløbne, siden vi langt derude drev her
forbi paa et isflag! Da laa drivisen lige fra landet mer end 6
mil tilhavs saa tæt, at ikke engang vore smaa baade kunde
slippe igjennem, og nu kunde den største eskadre slippe
frit tillands hvorsomhelst uden engang at røre ved et isstykke.
Senere paa dagen fik vi høiere op udsigt helt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
