Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XV. Vor sidste teltplads paa østkysten — første vandring paa indlandsisen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
nordover mod Kap Dan, hvor vandfladen strakte sig lige
blaa og blinkende ind til stranden hele veien, og ingen
havis øinedes.
Men middagen var færdig, og vi maatte «nøite os»,
skulde vi naa høiden før solnedgang, som er den tid, man
ser skarpest ide større afstande over snefladerne. Vi stampede
os derfor videre med de fornyede kræfter, som mad og
hvile kan give en. Føret blev stadig daarligere og daarligere,
en skorpe, som her laa ovenpaa sneen og var en levning
efter tidligere dages nattefrost, trættede meget, idet man
ubarmhjertig plumpede gjennem den, naar foden sattes ned,
og den hang sig om anklen, naar foden atter løftedes op.
Det var tilgagns, hvad vi hjemme kalder «huggeskare», og
den kan som bekjendt arme ud den sterkeste. Og udarmede
blev vi, saameget mer som vore ben var fuldstændig
ude af træning; de havde ikke faaet bevægelse paa mange
maaneder, naar undtages den smule, de fik under baad
trækningen i drivisen. Det tog især godt i musklerne
over knæerne og i læggene.
Men her var ingen barmhjertighed, vi maatte klemme
paa for at naa op paa hoiden og faa udsigt indover isen
snarest muligt; thi det saa ud til, at vi kunde faa regn og
usigtbart veir deroppe, kom vi ikke tidsnok; luften antog
allerede en uhyggelig graa, ulden farve langs den høieste
ryg. Vi fordoblede vore anstrengelser og skrævede afsted.
som bedst vi kunde. Langt om længe, efterat vi gang efter
gang troede vi var der, men fremdeles fandt det høine sig
bagenom, kom vi da op mod toppen af den eftertragtede
høide, men ak og ve, livet er rigt paa skuffelser. Har
man naaet en høideryg, ligger der altid bagenom den en
endnu høiere, som stænger for synet. Men vi maa ogsaa
did; vistnok stod det til at formode, at vi allerede var
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
