Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Häfte 10 - Herbert Spencers opdragelsestanker [Matias Skard] I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
434
Herbert Spencers opdragelsestanker.
til en pædagogik, der henvender sig til forstanden, paakalder
tilbøieligheden og virker i frihed. Fra det ene og eneraadende
system er vi komne til de mangfoldige metoder.
Som hovedtræk i de nyere pædagogiske bestræbelser kan
nævnes tvangens forkastelse, erkjendelsen af at det første som
kræves i livet er, at man er et dygtigt dyr, afskaffelsen af
pnggevæsenet, af undervisning gjennem regler og abstraktioner,
udviklingen af iagttagelsesevnerne o. s. v. — alt sammen i
tilnærmelse til naturens egne fremgangsmaader.
Efter en ærbødig anerkjendelse af Pestalozzis principer til
trods for de didhørende uheldige praktiske forsøg opstiller han
saa følgende ledende grundtanker:
1. Ligesom aanden selv skrider frem fra det ensartede til
det mere uensartede, saaledes maa ogsaa undervisningen gaa fra
det enkle til det sammensatte. Dette gjælder ikke blot inden
den enkelte kundskabsgren, men ogsaa mellem de forskj ellige
grene indbyrdes.
2. Undervisningen maa gaa fra det ubestemte til det
bestemte. Aandens egen udviklingsgang er saadan; baade tanken
og udtrykket er fra først af ubestemte. Lidt efter lidt bliver de
klarere og bestemtere. Derefter maa undervisningen rette sig;
at indpugge i barnet formlerne for nøiagtige begreber er ikke
til nytte, men skade, naar det sker, før barnet har faaet selve
disse begreber opbyggede i sin egen opfatning.
3. Undervisningen maa gaa fra det konkrete til det abstrakte.
Gjennem rækken af de enkelte tilfælde som opfattes, vinder man
frem til den almindelige regel, som omfatter dem. Først naar
man har flere konkrete kjendsgjerninger for sig, vil abstraktionen
være en vinding.
4. Barnets opdragelse maa baade i maade og anordning
stemme overens med menneskeslægtens opdragelse historisk seet.
Med andra ord: erkjendelsens tilblivelse hos den enkelte maa
følge den samme vei som dens tilblivelse hos slægten. Den vei
ad hvilken slægten, stillet midt imellem foreteelserne, har vundet
sin viden, maa fornuftigvis være den eneste, ad hvilken aanden
kan naa den kundskab.
5. Ifølge dette maa man i enhver undervisningsgren skride
frem fra det erfaringsmæssige til. det fornuftmæssige. I slægtens
liv udvikler altid videnskaben sig ud af den allerede bestaaende
praktiske udøvelse. Saaledes ogsaa i skolen. Först selve sproget,
saa grammatiken.
6. Videre følger heraf, at selvudviklingen under
opdragelsen bør opmuntres til det yderste. Børnene maa ledes til at
foretage sine egne undersøgelser og drage sine egne slutninger.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
