Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Häfte 11 - Herbert Spencers Opdragelsestanker [Matias Skard] II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Herbert Spencers opdragelsestanker.
477
der Rousseau med sin tro paa det naturbundne og sin mistillid
— ja sit fiendskab — over for al kultur: “Alt er godt, som det
fremgaar af naturens haand; alt fordærves under menneskenes
hænder", derfor anviser han da ogsaa opdrageren den passive
opgave “at hindre at noget bliver gjort11.
Denne konsekvent gjennemførdte naturalisme vil altid have en
viss vanskelighed ved at opstille et klart og høit positivt
opdragelses maal, hvad Rousseau noksom vidner om. Selve begrebet
maal forudsætter selvbestemmelse, valg. Maal er ikke hvad man
føres hen til, men hvad man med fri vilje arbeider hen imod,
idet man vil fremkalde en tilstand, der er en anden end den
naturnødvendige. Et saadant maal vilde være en fornægtelse af selve
naturalismen. Men holder man sig konsekvent til det naturbundne
er der ikke plads for et saadant personligt maal. Opgaven bliver
da egentlig kun at give sig af med opdragelsens midler, med
maaden hvorpaa man bedst kan bringe naturmagterne indenfor
barnets iagttagelses omraade og lære det forstandig at opfatte
naturlovene. Nogen anden — i vanlig tydning moralsk —
opdragelse bliver der ikke plads for. “Det er — for at laane Stuart
Mills ord — en absurditet at opfordre menneskene til at rette sig
efter naturlovene, hvor de dog ingen andre kræfter besidder end
de, som naturlovene giver dem, og hvor det er en fysisk
umulighed for dem i mindste maade at handle anderledes end i
overensstemmelse med en eller flere naturlove. Hvad der maatte blive
sagt dem er, hvilke særlige naturlove de havde at betjene sig af
i det særskilte tilfælde".
Nu, dette gjennemført naturalistiske standpunkt indtager
Spencer ikke. Han afskjærer ikke menneskets høiere, aandelige natur,
og paa moralens omraade stiller han hensynet til andre saaledes,
at der bliver plads baade for en sympati, en pligt og en anger,
som afgjort naar ud over det naturbestemtes grænser. Men til
den anden side stiller han den pædagogiske opgave yderst
svævende og dog saaledes, at tyngden helt igjennem kun falder paa
det naturbestemte. Udenfor det fysiske falder vægten paa det
intellektuelle. Praktisk lader han ogsaa paa moralens omraade
opdragerens arbeide udelukkende gjælde den intellektuelle indsigt i
naturlovene: Saaledes eier hans pædagogik ingen evne til at løfte
op over det naturbundne.
Barnet er for Spencer hverken godt eller ondt; det er
ufuldkomment. Det staar, ligesom slægten stod paa det barbariske
standpunkt: med drifter, men uden kjendskab til ondt og godt.
Den moralske opdragelses hverv bliver altsaa at forhjelpe barnet
til analogt med slægten at vinde dette nødvendige kjendskab, det
vil da sige kjendskab til naturlivets ubøielige love. Ved stadig at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
