Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Häfte 11 - Herbert Spencers Opdragelsestanker [Matias Skard] II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
478 Herbert Spencers opdragelsestanker.
føle de naturgivne følger af sine handlinger, lærer barnet at agte
paa naturlovene og indrette sit liv moralsk; thi moralsk er en
handling kun, efter som den trækker lidet af skadelige og meget
af velgjørende følger efter sig for en selv og andre. Det er
naturlovenes kjendsgjerninger, som fører den bedste,- virkningsfuldeste,
ufeilbareste moralsk opdragende tale til barnet. Opdragerens
hovedopgave bliver altsaa mindst muligt at gribe ind og forvirre
denne tale.
Rousseau kræver, at “ordene lyde og byde maa være strøgne
af barnets ordbog, men endnu mere ordene pligt og skyldighed.
Derimod skal ordene kraft, nødvendighed, afmagt og tvang indtage
en saa meget større plads", og hermed afviser han opdragerens
personlige indgriben. “Man maa aldrig paalægge børnene tugtelse
som tugtelse, men saaledes, at den altid kun indtræder som en
naturlig følge af deres slette handlinger".
Mod en saadan haardhændt fordring værger Spencer sig;
han tager afgjort forbehold: pligt og lydighed har sin nødvendige
berettigelse; forældrenes tugtelser kan ogsaa have en relativ ret,
forældrenes billigelse og misbilligelse er en naturlig følge og
har betydning efter som den har sympati og fortrolighed til
forudsætning. Enkelte af disse moralske led er det endog
umiskjen-deligt, at han tillægger ikke ringe værd, saaledes navnlig
sympatien. Men i sin positive fremstilling af den moralske opdragelse
giver han bare leilighedsvis et vink om, hvorledes de skal tages
frugtbart i brug: forældrene maa optræde som barnets sande
venner og fortrolige, idet de navnlig bør vogte sig for at skade det
sympatiske forhold ved at anvende personlig tugtelse.
Hovedbetragtningen er derimod den, at “den værdifuldeste tugt er ikke
erfaringen af forældrenes billigelse eller misbilligelse, men
erfaringen af de resultater, som tilsidst opstaar af børnenes opførsel
uden hensyn til forældrenes mening eller mellemkomst".
Trods forbeholdet er der neppe tvivl om, at forfatteren
ind-arbeider i sine læsere netop Rousseaus pædagogiske naturalisme,
og det langt virkningsfuldere, end denne selv har mægtet det.
Der kan visselig være fuld grund til at minde opdragerne
om, at de naturlige reaktioner fortjener at faa virke i langt større
udstrækning end vanlig sker — faa virke saa langt de kan. Det
lader sig aldrig nægte, at man meget ofte til skade for børnene
dels ved sine forskrifter hindrer dem fra at komme i de
stillinger, hvor de støder sammen med naturlovene, og derved berøver
dem mangen frugtbar belærelse, dels naar de dog kommer i
kollision med slige love, fritager dem for de naturlige følger og sætter
vilkaarlige straffe i stedet. Flere af Spencers eksempler er i saa
maade særdeles lærerige.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
