Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Häfte 11 - Herbert Spencers Opdragelsestanker [Matias Skard] II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Herbert Spencers opdragelsestanker.
479
Dog jo høiere han rykker op gjennem livsforeteelsernes række
med sine naturlige reaktioner som universahnidel, des vanskeligere
viser de sig at strække til. Naar man som Spencer lader det
moralske begynde allerede ved en handling som den, at et lidet
barn, ubekjendt med varmelovene, stikker fingeren i lysflammen,
faar man visselig et betydeligt moralsk omraade, hvor
naturreaktionerne er i fuld kraft. Saaledes naar barnet uvorrent slænger
sit legetøi ud over, river sine klæder i stykker, brækker sin kniv
itu o. s. v. Men efter som han naar de mere indviklede tilfælde,
handlinger der ikke grunder sig paa ubekjendskab til naturlovene,
men paa manglende frygt for at handle mod bedre vidende, bliver
hans anvisning tarveligere og hans eksempler sparsommere. Han
er sig selv denne vanskelighed vel bevidst. Han gjør selv
ligesom et lidet holdt foran de mere alvorlige tilfælde: tyveri, løgn,
mishandling af mindre søskende.
Dog kun et øieblik, saa tager han os med op paa sin
doktrinarismes hoie hest og med et sprang er vi inde i de
“alvorligere forseelser". Hvad han her har at vise os, synes dog egentlig
kun at være de naturlige reaktioners fallit. Den række af
alvorligere tilfælde, som han nævnte, er temmelig kort. Dog lad os
holde os til hans egne eksempler. Han gaar ud ifra, at under
hans system vil der blive færre arter og færre tillfælde af grovere
forseelser. Men der vil altid forekomme saadanne; og hvordan
skal man saa gribe sagen an? Her paa det afgjørende punkt
giver han os underlig nok svaret kun gjennem en eneste
paavis-ning, nemlig over for tyveri. “Den direkte følge er . . . enten
tilbagegivelsen af den stjaalne gjenstand eller, hvis den er
forbrugt, ydelsen af noget tilsvarende værdifuldt, hvilket for et barns
vedkommende kan bekostes af dets lommepenge. Den indirekte
og mere alvorlige følge er forældrenes dybe mishag."
Det er visselig naturstemmigt og i sin gode orden, at tyven
erstatter det stjaalne. Dog vil vel neppe nogen finde sin moralske
bevidsthed tilfredsstillet ved dette, saa sandt han i tyveri ser ikke
blot en fejltagelse eller uregelmæssighed, men en synd. Man vil
ikke finde, at denne naturlige reaktion giver barnet det rigtige
begreb om forgaaelsens art. Barnet kan moralsk seet handle lige
saa ilde, naar det stjæler et stykke papir, der lokker det med
glimrende farvepragt, sojn naar det stjæler en guldring. Men i
det ene tilfælle har det syndet for 3 øre og i det andet for 20
kroner. Erstatningsprincipet som hovedsag her vil saaledes give
barnet fuldstændig falske forestillinger; ja det vil i grunden virke
til, at det moralske udviskes, idet den naturlige reaktions straf
retter sig efter en helt anden maalestok end den moralske.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
