- (Dovregubbens kongshal. Stor forsamling af hoftrolde,
tomtegubber og hougmænd. Dovregubben i højsædet med krone og
spir. Hans børn og nærmeste slægtninge til begge sider. Peer Gynt
står fora ham. Stærk røre i salen.)
- HOFTROLDENE
- Slagt ham! Kristenmands søn har dåret
Dovregubbens veneste mø!
- EN TROLDUNGE
- Må jeg skjære ham i fingeren?
- EN ANDEN TROLDUNGE
- Må jeg rive ham i håret?
- EN TROLDJOMFRU
- Hu, hej, lad mig bide ham i låret!
- TROLDHEKS
- (med en slev)
Skal han lages til sod og sø?
- EN ANDEN TROLDHEKS
- (med retterkniv)
Skal han steges på spid eller brunes i gryde?
- DOVREGUBBEN
- Isvand i blodet!
(vinker sine fortrolige nærmere sig.)
Lad os ikke skryde.
Vi er gået tilagters i de senere år;;
vi ved ikke mer om det ramler eller står,
og folkehjælp skal en ikke fra sig skyde.
Desuden er gutten fast uten lyde,
og stærkbygget med, såvidt jeg ser.
Sandt nok, han har kun et eneste hode;
men datter min har jo heller ikke fler.
Tre hoders trolde går rent af mode;
selv tvehoder får en knapt øje på,
og de holder endda kun så som så.
(Til Peer Gynt)
Altså, det er min datter, du kræver?
- Peer Gynt
- Din datter og riget i medgift, ja.
- DOVREGUBBEN
- Det halve får du, imens jeg lever,
og det andet halve når jeg engang falder fra.
- PEER GYNT
- Det er jeg nøjd med.
- DOVREGUBBEN
- Ja, stop, min gut;-
du har også nogle tilsagn at give.
Brydes et af dem, er hele pagten brudt,
og du slipper ikke herfra ilive.
For det første må du love, at du aldri ændser
hvad der ligger udefor Rondernes grænser;
dag skal du sky, og død og hver lysbar plet.
- PEER GYNT
- Får eg kaldes for konge, så holder det let.
- DOVREGUBBEN
- Dernæst,- nu vil jeg i kløgt dig prøve-
(reiser dig i sædet)
- DET ÆLDSTE HOFTROLD
- (til Peer Gynt)
.
Lad se, om du har en visdomstand,
som kan Dovregubbebs gådenødd kløve!
- DOVREGUBBEN
- Hva er forskellen mellem trold og mand?
- PEER GYNT
- Der er ingen forskel, så vidt jeg ser.
Stortrold vil stege og småtrold vil klore;-
ligeså hos os, hvis bare de turde.
- DOVREGUBBEN
- Sandt nok; vi er ens i det og mer.
Men morgen er morgen og kveld er kveld,
så forskel blir der nu lige vel.-
Nu skal du høre hvad det er for noget:
Derude, under det skinnende hvælv,
mellem mænd det heder: "Mand, vær dig selv!"
Herinde hos os mellem troldenes flok
det heder: "Trold, vær dig selv-nok!"
- HOFTROLDET
- (til Peer Gynt)
Øjner du dybden?
- PEER GYNT
- Det tykkes mig tåget.
- DOVREGUBBEN
- "Nok", min søn, det kløvende, stærke
ord må stå i dit våbenmerke.
- PEER GYNT
- (river sig bag øret)
Nej, men-
- DOVREGUBBEN
- Det må, skal du her vorde herre!
- PEER GYNT
- Ja, skidt; lad gå; det er jo ikke værre-
- DOVREGUBBEN
- Dernest må du lære at sætte pris
på vor jævne hjemlige levevis.
(han vinker: to trolde med svinehoveder, hvide nathuer, o.s.v. bringer mad og drikke)
Koen giver kager og studen mjød;
spørg ej om den smager sur eller sød;
hovedsagen er, det får du eh glemme,
den er brygget herhjemme.
- PEER GYNT
- (støder sagerne fra sig)
Fanden med eders hjemlige drik!
Jeg vænner mig aldri til landsens skik.
- DOVREGUBBEN
- Bollen følger med, og den er af guld.
Hvo guldbollen ejer, han er datter min huld.
- PEER GYNT
- (grundende)
Det står jo skrevet: Du skal tvinge din natur;-
og i længden falder drikken vel mindre sur.
Lad gå!
(føjer sig)
- DOVREGUBBEN
- Se, det er fornuftig sagt.
Du spytter?
- PEER GYNT
- En får håbe på vanens magt.
- DOVREGUBBEN
- Dernæst må du kaste dine kristenmandsklæder;
thi det skal du vide til vort Dovres hæder:
her er alting fjerldvirket, ingenting fra dalen,
undtagen silkesløjfe yderst på halen.
- PEER GYNT
- (vred)
Jeg har ingen hale!
- DOVREGUBBEN
- Så kanst du få.
Hoftrold, bind han min søndagshale på.
- PEER GYNT
- Nej, om du får! Vil du gøre mig til nar?
- DOVREGUBBEN
- Bejl aldri til datter min med bagen bar.
- PEER GYNT
- Gøre mennesker til dyr!
- DOVREGUBBEN
- Min søn, du fejler;
jeg gør dig bare til en høvlig bejler.
Du skal få en brandgul sløjfe at bære,
og det gælder her for den højste ære.
- PEER GYNT
- (betænksomt)
Der siger jo, mennesket er kun et fnug.
Og lidt får en lempes efter skik og brug.
Bind væk!
- DOVREGUBBEN
- Du est en medgørlig fyr.
- HOFTROLDET
- Prøv nu, hvor fint du kan svanse og svinge!
- PEER GYNT
- (arrig)
Hå, vil I endnu til mere mig tvinge?
kræver I også min kristenmands-tro?
- DOVREGUBBEN
- Nej, den kan du gerne beholde i ro.
Troen går frit; den lægges ingen told på;
det er skorpen og snittet en skal kende et trold på.
Bare vi er ens i lader og klædsel,
kan du gerne kalde tro, hvad vi kalder rædsel.
- PEER GYNT
- Du er dog, de mange vilkår tiltrods,
mere rimelig karl, end en skulde frygte.
- DOVREGUBBEN
- Min sønn, vi trolde er bedre end vort rygte;
det er også en forskel mellem jer og os.-
Dog, endt er gildets alvorlige del;
nu vil vi ører og øjne fryde.
Spillemø, frem! Lad Dovreharpen lyde!
Dansemø, frem! Træd Dovrehallens fjæl!
(spil og dans)
- HOFTROLDET
- Hvad tykkes dig?
- PEER GYNT
- Tykkes? Hm-
- DOVREGUBBEN
- Tal uden frygt!
Hvad ser du?
- PEER GYNT
- Noget ustyggelig stygt:
Med kloven slår en bjeldeko tarmestrængt spil.
I stuthoser ttripper en purke dertil.
- HOFTROLDENE
- Æd ham!
- DOVREGUBBEN
- Husk, han har menneskesanser!
- TROLDJOMFRUER
- Hu, riv af ham både øre og øje!
- DEN GRØNKLEDTE
- (grædende)
Huhu! Sligt må vi høre og døje,
når jeg og søster min spiller og danser!
- PEER GYNT
- Åhå; var det dig? Lidt spøg i gildet,
det ved du, er aldri så ilde met.
- DEN GRØNKLEDTE
- Tør du bande på det?
- PEER GYNT
- Både dansen og spillet
var katten kore mig, riktig pent.
- DOVREGUBBEN
- Det er underligt med den menneskeart;
den hænger i så mærkværdigt længe.
Får den i dyst med os en flænge,
sætter den vel ar, men den heles snart.
Min svigersøn er nu så føjelig som nogen;
villig har han kastet kristenmandsbrogen,
villig har han drukket mjødpokalen,
villig har han bundet bag på sig halen,-
så villig, kort sagt , til alt, hvad vi bad ham,
at trygt jeg tænkte, den gamle Adam,
var engang for alle på porten jaget;
men se, med et har han overtagt.
Ja-ja, min søn, så må du i kur
mod denne hersens menneskenatur.
- PEER GYNT
- Hvad vil du gøre?
- DOVREGUBBEN
- I venstre øjet,
jeg risper dig lidt, så ser du skævt;
men alt det du ser, tykkes gildt og gævt.
Så skærer jeg ud den højre ruden-
- PEER GYNT
- Er du drukken?
- DOVREGUBBEN
- (lægger noge skarpe redskaper på bordet)
Her ser du glasmesterøjet.
Spjeld skal du få, som den olme studen.
Da vil du skønne, hun er dejlig, bruden,-
og aldri vil synet dit kverves, som før,
af trippende purker og bjeldekør-
- PEER GYNT
- Det er galmands snak!
- DET ÆLDSTE HOFTROLD
- Det er Dovregubbens tale;
han er den vise og du dem gale!
- DOVREGUBBEN
- Tænk efter, hvor megen fortræd og plage
du kan fri dig for mellem år og dage
Kom dog ihug, at synet er kilden
til grådens argende beske lud.
- PEER GYNT
- Sandt nok; og der står i huspostillen:
forarger dig øjet, så slå det ud.
Hør! Sig mig, når heles så synet igen
til menneskesyn?
- DOVREGUBBEN
- Ingensinde, min ven.
- PEER GYNT
- Nå, så! Ja, så siger jeg tak for mig.
- DOVREGUBBEN
- Hvad vil du udenfor?
- PEER
- Gå min vej.
- DOVREGUBBEN
- Nej, stop! Det er letvindt at slippe herind!
men udad går ikke Dovregubbens grind.
- PEER GYNT
- Du vil da ikke tvinge mig voldeligt?
- DOVREGUBBEN
- Hør nu, og vær fornuftig, prins Peer!
Du har gaver for troldskab. Ikke sandt, han ter
sig allerede nu så temmelig troldeligt?
Og trold vil du være?
- PEER GYNT
- Ja-Gud vil jeg så.
For en brud og et velskøttet rige på købet
kan jeg finde mig i at noget går i løbet.
Men alting i verden er der måde på.
Halen har jeg taget, det er ganske sandt;
men jeg kan vel få løst, hvad det hoftrold bandt;
brogen har jeg kastet; den var gammel og lappet;
men jeg kan vel igen få den på mig knappet.
Og sagtens kan jeg også få losset båden
for denne dovriske levemåden.
Jeg skal gerne sværge på, en ko er en mø;
en ed kan en altid jo æde i sig;-
men det, at vide, at en aldri kan fri sig,
at en ikke som et skikkeligt menneske kan dø,
at gå som et bergtrold alle sine dage,-
dette her, at en aldri kan træde tilbage,
som der ståri bogen, det lægger du vind på;
men det er noget, som jeg aldri går ind på.
- DOVREGUBBEN
- Nu bliver jeg, sandt for udyden, vred;
og da er jeg ikke til at gantes med.
Du dagblakke pilt! Ved du hvem jeg er?
Først så kommer du min datter for nær-
- PEER GYNT
- Det er løgn i din hals!
- DOVREGUBBEN
- Du må hende ægte.
- PEER GYNT
- Tør du sige mig på, at -?
- DOVREGUBBEN
- Hvad? Kan du nægte,
hun var din attrå og i din begær?
- PEER GYNT
- (blæser)
Ikke andet? Hvem fanden hænger sig i sligt?
- DOVREGUBBEN
- Mennesket blir sig dog altid ligt.
Ånden bekender I alle med kæverne;
dog agtes kun det, som kan fakkes med næverne.
Så du mener, at attråen intet gælder?
Vent; du skal snart få syn for sagen-
- PEER GYNT
- Du fisker mig ikke med løgnens agn!
- DEN GRØNKLÆDTE
- Min Peer, du er faer før året hælder.
- PEER GYNT
- Luk op; jeg skal ud.
- DOVREGUBBEN
- I et bukkeskind,
får du ungen efter dig.
- PEER GYNT
- (tørrer sveden af sig)
Gid jeg var vågnet!
- DOVREGUBBEN
- Skal han skikkes til kongsgården?
- PEER GYNT
- Skik han på sognet!
- DOVREGUBBEN
- Godt, prins Peer; den sagen blir din.
Men den tind er sikker, at gjort er gjort,
item at din afkom vil vokse;
sligt blandigskræ vokser urimelig fort-
- PEER GYNT
- Gubbe, vær nu ikke strid som en okse;
vær rimelig, jomfru! Tag mod forlig.
Du skal vide, jeg er hverken prins eller rig;-
og enten du så vil målde eller veje mig,
kan du tro du vinder ikke stort ved at eje mig.
(Den grønklædte får ondt og bæres ud af troldpiger)
- DOVREGUBBEN
- (ser en stund på ham med høj foragt; derpå siger han)
Hiv ham i kans mood bergvæggen, børn!
- TROLDUGERNE
- Å, faer, må vi først lege hubro og ørn!
Ulvelegen! Gråmus og gloøjet kat!
- DOVREGUBBEN
- Ja, men fort. Jeg er arrig og søvning. Godnat!
(Går)
- PEER GYNT
- (jaget af troldungerne)
Slip mig, djævelstøj!
(vil op gennem skorstenspiben)
- TROLDUNGERNE
- Tomtegubber! Nisser!
Bid ham bag!
- PEER GYNT
- Au!
(vil ned gennem kælderlemmen.)
- TROLDUNGERNE
- Stæng alle ridser!
- HOFTROLDET
- Hvor de morer sig, de små!
- PEER GYNT
- (kæmpende med en liden troldunge, som har bidt sig fast i hans øre)
Vil du slippe, dit skarn!
- HOFTROLDET
- (slår ham over fingrene)
Tag varsomt, slyngel, på et kongelig barn!
- PEER GYNT
- Et rottehul-!
(Løber derhen)
- TROLDUGERENE
- Nissebroer! Det må du spærre!
- PEER GYNT
- Den gamle var fæl; men de unge er værre!
- TROLDUNGERENE
- Flæng ham!
- PEER GYNT
- Ak, den der var liden, som en mus!
(løber om)
- TROLDUNGERENE
- (myldrere omkring ham)
Stæng gærde! Stæng gærde!
- PEER GYNT
- (grædende)
Ak; var jeg en lus
(han falder)
- TROLDUNGERENE
- Ni i synet på ham!
- PEER GYNT
- (begravet i trolddyngen)
Hjælp, moer, jeg dør!
(Kirkeklokker ringer langt borte)
- TROLDUNGERENE
- Bjelder i fjeldet! Det er svartekjolens kør!
(Troldene flygter under bulder og hylende skrig. Hallen styrter sammen; alt forsvinder)