Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
x?d 1 A
A
Cn fæ -
eS Xse Fremtid — og Pelle græd.
Naar Maanen jog Skyerne og han kunde se alting
tydeligt omkring sig, gav han sine Taarer frit Løb
Men i de mørke Aftener tav han og holdt Vejret
Naar Regnen drev kunde det være saa mørkt at
Gaarden og alting var borte, og da saa han hun-
drede Væsner som Lyset ellers skjulte. De traadte
frem i Mørket derude, forfærdelig store, eller kom
glidende paa deres Bug hen imod ham. Han stiv-
nede i Stirren og kunde ikke rive sit Blik til sig-
inde under Muren søgte han Ly og sad og hyppede
paa Hesten derfra — og en Aften løb han ind. De
jog ham ud igen, og han lod sig jage; han var da
det kom til Stykket mere angst for dem derinde end
dem herude. Men en bælgmørk Aften var han sær-
lig ilde stedt, og da han saa opdagede at Hesten,
hans eneste Trøst ogsaa var angst, slap han alt og
løb ind for anden Gang. Han var ikke til at true
ud igen, og Knubs hjalp heller ikke. Saa tog en af
Karlene ham i Favnen og bar ham derud. Men da
glemte Pelle alt og skreg saa det rystede i Gaarden.
Mens de baksede med ham kom Proprietæren til.
Han blev gal i Hovedet, da han hørte hvad der var
i Vejen, og skældte Forkarlen Hæder og Ære fra.
Saa tog han Pelle ved Haanden og fulgte ham ned
til Kostalden. „Sikken et Mandfolk, der er bange for
lidt Mørke!“ sagde han spøgende — „det maa du se at
vænne dig af med. Og hvis Karlene gør dig Fortræd
saa kom kun til mig.“
Over Markerne gik Ploven Dagen lang og gjorde
Jorden tung i Farven, Løvet blev broget, og der var
mange Sluddage. Toet rejste sig paa Kreaturerne, de
blev langhaarede og forskød sig i Ryggen; Pelle
døjede ondt, og hele Tilværelsen blev en Skygge al-
vorligere. Hans Klæder blev ikke tættere og varmere
med Kulden som Kreaturernes; men han kunde slaa
Knald med Klaffen der i heldigste Tilfælde lød som
smaa Skud, han kunde prygle Rud naar det gik helt
ærligt til, og springe over Aaen hvor den var smallest.
Det gav altsammen Varme i Kroppen.
/
/
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
