Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - IX
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Pryglene havde ogsaa en Side der vendte udad.
Rud kunde han banke naar han vilde, men over
for større Drenge maatte man helst have Retten
paa sin Side — som f. Eks. det at Faderen blev
angrebet! Saa hjalp Gud til. Her var et Punkt, hvor
Drengen lige ud skød Almagten til Side og følte sig
som den Gamles Beskytter.
Lasse og Pelle drog gennem Livet Haand i Haand,
og dog gik de hver sin Vej — Lasse følte det selv.
„Vi har fat ved hver sin Ende!“ sagde han stundom
mismodigt til sig selv, naar Forskellen sprang altfor
stærkt frem — „han er for Opgaaende, Pøjken!“
Det saas bedst paa de andre. 1 Længden maatte
man synes godt om Drengen, det kunde ikke være
andet. Karlene kunde til Tider finde paa at forære
ham et og andet, og Pigerne var helt gode ved ham.
Pelle var den allerlyseste vordende Ungdom — de
kunde tage ham paa Skødet og kysse ham bedst som
han gik. Selve Barndommens Uskyld kunde de tage
i Favnen og lade enhver se det.
J a han faar Kvindetække han!“ sagde Lasse saa,
„det har han efter sin Far.“ Men saa lo de.
Altid blev der let, naar Lasse vilde være med i
de Voksnes Lag! Forrige Gang — ja da var han
god nok. „Hvor er Lasse?“ hed det altid naar der
spenderedes Brændevin og lavedes Løjer eller De-
monstration — „kald paa Lasse Karlsson!“ Han
behøvede ikke trænge paa, han var selvskrevea
Pigerne havde til enhver Tid et Øje ude efter ham
— gift Mand som han var; og han holdt Sjus med
dem. I al Skikkelighed forstaas, for Bengta var ikke
blid at nappes med om hun hørte noget.
Men nu! Ja — jo — han fik Lov at hente Bræn-
devin til de andre! og gøre Arbejdet for dem naar
de havde fri, uden at de gjorde noget til Vederlag.
„Lasse, hvor er Lasse? Kan du fodre for mig i
Aften? — Kan du tage min Plads i Hakkelseloen i
Morgen Kvæld?“
Der var Forskel paa da og nu, og Lasse havde
selv fundet Forklaringen — han var ved at blive
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
