Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XVIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
De smagte paa det, mens de drev ørkesløst rundt
om Vognen og skelede til Fødevarerne. „Bare den
kan holde sig,“ sagde Anders og tog i en Madkurv.
Jeg ved ikke — jeg er saa besynderlig i Maven i
Dag,“ begyndte nu Mons. „Det skulde vel ikke være
den tærende Syge?“
„Kanske vi skulde smage paa Madvarerne først
da?“ sagde Karl Johan.
Ja — jo — der kom det endelig!
I Fjor havde de spist i det Grønne — det var Bodil
der fandt paa det, hun var jo altid saadan lidt paa
Tæerne. I Aar var der ingen der turde lægge Person
til et saadant Forslag. De saa lidt paa hinanden —
afventende; saa krøb de op i Vognen og indrettede
sig dér ligesom andre skikkelige Mennesker. Maden
var jo dog den samme naar det kom til Stykket.
Pandekagerne var store og tykke som et Gryde-
laag — det mindede om Erikmand der i Fjor havde
spist ti. „Skade han ikke er med i Aar!“ sagde Karl
Johan, „han var en glad Fanden.“
„Han har det godt nok,“ mente Mons — „faar Føden
og Klæden og bestiller ikke andet end gaar og aber
i Hælene paa Forvalteren. Og tilfreds er han altid
nu — jeg skulde gærne bytte med ham.“
„Og løbe om som en Hund med Snuden iJorden og
snuse efter sin Herres Fjed — fy fan!“ sagde Anders.
„Hvordan siden Snakken gaar, saa faar I huske,
at det er Vorherre selv der har taget hans Forstand
i Forvaring,“ sagde Lasse advarende. De var en
Stund helt alvorlige ved det.
Men saa havde ogsaa Alvoren faaet hvad den
kunde tilkomme. Anders skulde klø sig paa Benet,
men tog fejl og kneb Raske Sara i Læggen saa hun
hvinede; saa blev hans Haand helt forfjamsket og
kunde ikke finde op, men for rundt dernede og
gjorde Ulykker. Mons rejste sig og spurgte højtide-
ligt, om nogen vilde se Præsten paa Prækestolen.
De lo og holdt Kommers.
Karl Johan tog ikke rigtig Del i Lystigheden, han
sad nok og funderede paa noget. Endelig brød han
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
