Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
lid trods alt, det lille Dyr vidste, hvordan en
forhærdet Fange skulde tages. Det lærte ham
at han havde baade et Hjærte og en Sjæl at
tage Vare paa! — En Hilsen til Kammeraterne
fra den store Stilhed, som ventede paa at faa
dem i Tale en for en.
Han talte lige ud af sin Sjæls Alvor og saa
Forundringen i deres Ansigter. Hvad Satan, vilde
han nu ha’e dem allesammen puttet i Tugthuset,
bare fordi han selv havde været der? Og var
dét Resterne af den gamle Pelle, Lynet, som han
dengang kaldtes? Han var sku noget mat i Sok-
kerne, ham havde man da taget Pippet grundigt
fra! De faldt hurtig fra og gav sig til at tale
halvhøjt med hinanden; kun hist og her fra Kro-
gene lød spredt Klappen.
Pelle følte Skuffelsen og Ligegyldigheden og
smilede; han trængte ikke til det orkanagtige
Bifald mere, nu lyttede han efter det inde fra
sig selv. Saa meget havde han erfaret ved at
staa deroppe, at dem dernede var han ikke
færdig med — nu først skulde det egenlige be-
gynde. Hans Værk var fejet ned, nuvel, saa
byggede han et nyt som var bedre; han havde
siddet i Cellen og lært Langmodighed.
Han sad neden for Talerstolen mellem Lederne
af Mødet og følte, at han egenlig var en Uved-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
