Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XIV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
paa Benene, og fortalte hende om Solen dernede,
og de dejlige Druer og Appelsiner som hun selv
skulde faa Lov at plukke. Hun besvarede det
alt med sit triste Smil, som vidste hun altfor
godt hvad der ventede hende. Det mørke svære
Haar blev til en stadig større Skygge om hendes
blege svindende Ansigt; det var som Natten steg
over hende. Hun syntes at døse sig langsomt
bort fra Tilværelsen, med de sorte Øjne rettede
mod Havelaagen.
W Morten var ofte ude paa Foredragsrejser,
undertiden flere Dage ad Gangen. Men naar han
saa endelig gik med Laagen, blussede Livet op
i hendes Ansigt. Han var den eneste, der kunde
kalde Sjælen tilbage i hende, det var som om
den kun dvælede for hans Skyld. Hun var ikke
lunefuld mod ham mere; naar Kræfterne var til
det, rejste hun sig over Ende og kastede sig om
hans Hals. Saa løb Taarerne stille ned over
hendes lille Ansigt, og hun fik Luft for sin Læng-
sel. Ellen forstod, hvad der foregik i Barnet og
gjorde Tegn til de andre — de to skulde have
Lov at være ene! Saa kunde Morten sidde time-
vis bøjet over hende og fortælle om, hvad han
havde oplevet; hun syntes ikke at blive træt
men laa og hørte paa ham med glansfulde Øjne,
med sin gennemsigtige Haand hvilende paa hans
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
