Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XIV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Arm. Hvert af hans Skridt interesserede hende;
undertiden kom der et eget Udtryk i hendes
Øjne, og hun slog mistænksomt ned paa en eller
anden Enkelthed. Hun havde sygelig skarpe
Sanser, Lugten ved ham af fremmede Mennesker
gjorde hende mut og spejdende.
„Det stakkels, stakkels Barn — hun elsker
ham jo!“ sagde Ellen en Dag til Pelle og brast i
pludselig Graad. „Og der ligger hun og skal dø!"
Hendes egen Lykke gjorde hende saa tungt med-
vidende ved Barnets Tilstand.
„Men kæreste Ellen!“ udbrød Pelle prote-
sterende.
„Tror du da ikke jeg kan se? Det er jo derfor,
hun altid har været saa besynderlig mod ham.
Hvor er det sørgeligt!"
Barnets triste Skæbne kastede Skygge! Men
Solen gik højt paa Himlen og var stærkere endnu.
„Pelle!" sagde Ellen og strøg ham gennem det
graasprængte Haar — „de lyse Nætter kan snart
blive forbi!"–––-
Morten blev haardnakket ved at tro paa, at
den lille Johanne nok skulde komme sig; men
enhver ellers kunde tydelig se hvor det bar hen.
Hendes Liv sivede bort med den svindende
Sommer. Hun blev blidere og medgørligere for
hver Dag, Hadet var slukket i hende, med et
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
