Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
til ingenting, som i sin Ævne til at udvide sig
og fylde det hele! Nu begreb han Farbror Kalles
Smil til alting; han havde pansret sig med det,
for at Tilværelsen ikke skulde rive altfor dybe
Rifter i hans bløde Sind. Fattigmand havde
været nødt til at afstumpe sig, han vilde sim-
pelthen forbløde om han gav sig hen i den haarde
Virkelighed. Afstumpetheden havde været som
en haard Skal, der beskyttede de smaa; og nu
kom de og havde Hjærtet i Behold trods alt.
De kunde godt føre an i den gode Tid! •
Pelle havde jo altid baaret paa en dunkel
Følelse af at være udvalgt; allerede mens han
var Barn, fik den ham til at se en haard Verden
frejdigt i Møde og fyldte hans nøgne Lemmer
med Spændstighed. Nøgen og fattig kom han
ind i Verden, tilsyneladende uden nogen Vugge-
gave af nogen Art — og alligevel kom han som
en lys Forjættelse til den halvgamle krumslidte
Lassefar. Der straalede Lys fra ham saa ringe
og almindelig en Kendsgerning han var; Vor-
herre havde givet ham Gnisten, sagde den gamle
altid. Som et lille Himmerigs Vidunder havde
den gamle altid set paa ham; Pellepøjken un-
dredes jo lidt paa det — men hyggede sig i Fa-
derens Glæde. Selv kendte han langt anderledes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
