Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Verden bar hun ind til ham — det gaadefulde ube-
kendte, som han ellers altid maatte strides med,
kom og lod sig tage kært i Favn. Helt forlangte
han hende ikke mere — inderst inde var vel et-
hvert Menneske ensomt. Han anede, at hun gen-
nemløb sin egen Udvikling i det skjulte, og undre-
des paa hvor hun vel vilde dukke frem engang.
Tidligere havde det pint ham, at hun ikke var
med i Bevægelsen — hun interesserede sig ikke for
politiske Spørgsmaal og Valgret. Nu begreb han
dunkelt at netop det var hendes Styrke — han
ønskede hende i al Fald ikke anderledes. Hun
blandede sig sjældent bestemmende i, hvad han
havde for — og hvorfor skulde hun ogsaa det? hun
øvede jo sin stumme Indflydelse paa alt hvad han
foretog sig; prægede enhver af hans Tanker lige fra
den begyndte at spire frem. Netop fordi hun ikke
forstod sig paa at diskutere, kunde hun ikke gen-
drives; hvad der for ham var dræbende Logik, vir-
kede slet ikke paa hende. Han fik ikke sine egne
Tanker forslidte igen af hendes Mund — og ønskede
det heller ikke; hendes vidunderlige Magt over ham
beroede netop paa, at hun hvilede saa støt i sit eget
og besvarede de mest knusende Argumenter med et
Smil. Pelle var ved at faa sine Tvivl om Værdien
af Forstandens Overlegenhed; den syntes at have
Eneherredømme over Samtiden, men udrettede ikke
overvejende godt. Over for Ellens Væsen fore-
kom den ham fattig. Varmen i et Kys overbeviste
hende mere end tusend Fornuftgrunde, og alligevel
greb hun sjælden fejl.
Og hun gav selv Varme — hos hende søgte de
hen baade han og Børnene, *naar der var noget i
Vejen! Hun havde ikke mange Ord, men hun var-
mede. Endnu bestandig var hun for ham som en
Puls, der bankede levende og haandgribelig frem fra
det usynlige, med en forunderlig rolig Tale. Naar
han var træt og hed i Hovedet af Modgang, var der
ikke noget dejligere end at hvile det paa hendes
bløde Barm og lytte halvblundende til, hvorledes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
