Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
plante mig. Alligevel føler jeg mig gennem dig i
Pagt med Fremtiden! Du staar i Opgangen, og ser
vel paa mig som noget der forsvinder. Men se allige-
vel, hvor Livet lader os alle leve — ved at benytte
os paa hver sin Vis! Vær du stærk i din Tro paa
Fremtiden, hos dig ligger Udviklingen. Jeg ønsker af
Hjærtet, jeg var en opvaagnende Proletar og stod i
Dagningen; men jeg er alligevel glad, fordi det ny
ved dig trykker mine Øjne til.
Dér har jeg gaaet og syntes, at Livet var kedeligt
og selvfølgeligt — alt for kendt. Jeg havde det jo
ordnet i mine Kataloger! Og se saa, hvor det for-
nyr sig! — nu paa mine gamle Dage har jeg oplevet
dets evige Ungdom. Tidligere havde jeg aldrig brudt
mig om Landet, det stod for mig som et Sted, hvor
man enten vadede i Støv eller Søle. Den sorte Muld
forekom mig nærmest gyselig, den forbandt kun
Forestillinger om Kirkegaarden — saa langt var jeg
fjærnet fra Naturen. Landet var noget, Bønder fær-
dedes i, disse drøje, grovtærende Skabninger, der
nærmest forekom én som et Slags Dyr, der prøvede
paa at efterabe én. Tænkende Væsner kunde umu-
ligt leve derude. Saadan var jo Opfattelsen i min
Kreds, og jeg havde selv en Rem af Huden, skønt
min akademiske Dannelse selvfølgelig omskrev og
tilslørede det hele noget. Dette med vort Forhold til
Naturen forekom mig æstetisk meget interessant
men nærmest som et Modsætnings — for ikke at
sige fjendtligt — Forhold. Jeg begreb ikke, at nogen
kunde finde noget kønt ved en Pløjemark eller et
Dige. Det var først da jeg lærte dig at kende, at
noget rørte sig i mig og kaldte mig ud; der var noget
ved dig, som var Luft derude fra.
Nu forstaar jeg ogsaa mine Forfædre! Før stod
de blot for mig som nogle haardhudede Børster, der
skrabede de Midler sammen, vi i to Generationer
har siddet og tæret paa uden at gøre virkelig Gavn
for to Skilling. De har dog gjort os i Stand til at
leve Livet, har jeg altid tænkt — og anset det som
den eneste Undskyldning for at de fandtes i Slægten,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
