- Project Runeberg -  Tidskrift for Philologi og Pædagogik / Tredie Aargang /
140

(1860-1873)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

hele Kække af Ridderromaner, Mysterier og gudelige Bøger,
Krøniker, endelig den begyndende Historieskrivning, indtil igjennem den
lange Trængselstid under de engelske Krige baade Stat og Sprog
omformes. Med Hensyn til Spørgsmaalet om Franakeos Udvikling af
Latinen ere vi altsaa benviste til de ældre af disse Mindesmærker,
men i Erkjendelsen af disse Sprogprøvers Forskjel fra Latinen ere
netop ogsaa det franske Sprogs Ejendommeligheder givne. Der er
mellem de ældste sproglige Actstykker indbyrdes betydelige
Afvigelser og der forekommer Besynderligheder, som nn ikke lade sig
nærmere forklare1). Men overalt træder dog den samme Hovedretning,
de samme Love frem, hvorpåa Sproget endnu hviler. Men dernæst
har Kurs i siu Bestræbelse for at udvikle — eller som Dr. Fistalne
siger, „tilvirke” — Sprogets Former udaf det selv, paa flere
Procter med Tilsidesættelse af det historisk Givne, opstillet ikke
existe-rende Bøjningsformer og da atter møisommeligen opstillet Regler fer
disses Overgang til de virkelige. Saaledes hedder det hos Kurs S 65
(Fist. § 152 Anm.): „Wenn auf unbetontes Stamme ein Flexions at
folgt, so gehen sie beide nicht in den Diphthongen e», wie man
wohl erwarten konnt^ sondern in betontes und langes é iiber, s. B.
donne-u, donul, aimi-ti, aimé u. s. w.” — hvorefter det øaa § 260
hedder: „Auslautedder Stamm e wird mit der Endung « (nach S 63)

*) Saaledes jwdtr og «avir i Edsformularerne; delir, comburir, entelgir iFragm.
de Val.); auret • habeÅal’, pouret potuit), roreret (rogarit •>: iussit) i
Ed-lal Flere Analogier krydsede famlende hverandre, hvortil kom de
elter-haanden udprægede og uf Folket med Bevidsthed fastholdte dialektale
Forskelligheder. Ogsaa den vaklende, \ilkaarliite Skrivemaade forøger
Forvirringen. saa at det ofte bliver vanskeligt, al furestille sig et Ords Udtale
paa en gi\en Tid. Saaledes skrive», for at tage et Par Exempler fra den
forste Tid. ikke blot Caries ’Karle, Karion) for Charles, som i
Rolandssangen. men i eet og samme Artstykke (Fr. de Valenc.) forekommer
cherté (caritas) og <jue (soui Accus. af Relativet oij som a t) og ved Siden
deraf chi for qui. Forskjel ligt herfra er den fra den nuværende Brug
afvigende Skrivemaade, der, om Anm. derom tør yttre nogen Mening,
siden synes at have været nogenlunde constant l’dtalen maa i det hele
taget have været den samme som den nyere, saa at f. Ex. eskoltet eller
rttdz *o*tciidreiet <Eula1 ) eller Udraabet Diex lo roli have lydt omtrent
som de tilsvarende Ord nu. Dermed skal det naturlig\is ikke være
benægtet, ut der i Udtalen har været nogen Vaklen og Afvigelser fra det
nu Brugelige. Man sagde i lang Tid aime il (o: aimll . donne il, hvor
det nu hedder donne-t-il: i Patelin <c. 1400) er toye O: je sols) af te,
peiitvie. cuidoie* crayenient af tre Stavelser Siden Literaturen udfoldede
sig i den sidste Halvdel af det syttende Aarhundrede til beniinod Nutiden,
har baade Ketskrivningen og Udtalen unilergaaet ikke uvæsentlige
Forandringer vi er tildels i Udtale, men især i Skrift, gaaet over til oi;
Slutningsronsonanten er i adskillice Tilfælde og ikke ganske
overensstemmende uied hvad der synes at have været Sprogets "con Stan te
Tradition. bleven Itdelis. især — r; Brugen af y er paa flere Maader bleveo
indskrænketi. — Det foiekommer os ikke umærkeligt, at Middelalderens
Sprog ocsaa med Hens>n til det syntaktiske Gebet har eu Del Vaklen,
som at Impar/ait og Passé déjini, hvis Forskjel nu overholdes med
megen Finhed og ligesaa uøiagtigt. som paa Latin, hyppigt forvexles, eller
at si i sædvanlige treleddede Betingelsessætninger forbindes med Con
junctiv. at Conjuncti* tindes, hvor der nu vilde sættes Conditionnel.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Dec 11 15:09:03 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/philpaed/3/0155.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free