Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
v og u var forhen kun forskellige former uden forskel ’1 betydning,
ligesom i og j, b og o. Grund til at foretrække tegnet f til lyden v var, at
tegnet v (u) behøvedes til en anden lyd: ord der nutildags har forlyd v (ved vis
varm o. s. v.) udtaltes oprindelig med den lyd, der endnu høres i Jylland, og
•som i engel»k skrives w ywith vise warm). Til 4 lyd:
havde det latinske alphabet kun 2 tegn: f v. Til de 2 første lyd tfeltes
tegnet f, til de 2 sidste tegnet v (uh!)
Senere fandt man p& at skille bruget av de 2 former v og u (ligesom I
og j), så at formen u kun brugtes til den 4de lyd. Tillige foregik i de
skandinaviske almensprogs udtale den forandring, at forlyd w omdannedes Ul
jyden v, s&Iedes som vi nu udtaler: ved vis varm o. s. v. Således fik sproget
den 2den lyd også i forlyd, og var her nødt til at bruge tegnet v, da tegnet
f i forlyd iforvejen brugtes til den 1ste lyd. I dansk retskrivning avskaflfedes
nu brug av tegnet f for ind- og udlyd v, undtagen i ordet af, mens
istanderne vedbliver at skrive f (tolf hafa), de svenske f og fv (tolf hafva), med
samme l\d som det danske v (tolv have).
En svensk er følgelig lige så lidt som islænderen udsat for den
latterlige fejltagelse at udtale Alf Rolf Sif Gefjon Fridthjof o. s. v. med f, og give
-skandinaviske navne en form, der er en umulighed efter de skandinaviske
sprogs grundlove. Men hos os indøver lærerne i dansk, der gærne overtar
mythologien med, ungdommen stadig i den classiske udtale: Nif-fel-heim;
Ge-ti-onn (heder Gev-jon med kort e og o); Frit-ti-ojT, som P. A. Munch
etsteds i norsk månedskrift siger mere kommer til at ligne et russisk navn,
end et norsk (det heder Fred-thjov — d. e. fredtyv — med langt o).
Ligeså går det med den islandske form alf, som digterne foretrækker
for den danske: elv, flertal elve, der mest bruges i sammensætninger:
elvefolk, almindelig udtalt ellefolk (ligesom vi siger: tol hal kallekølle for: tolv
halv kalvekølve). -Et nl-fe-suk i lunden« er lige så snild declamation, ton
om jeg vilde sige: -jeg lagde mit hoved til el-fer-hoj«, eller Al-fil-da for
Alvild id. e. Alv-hild). Ordet heder naturligvis alv (med tonehold), flertal alver
(uden tonehold).
En lystelig prøve på følgerne av falsk retskrivning, og på
skoleundervisning i dansk, har vi i det lille simple ord: af. Det er ikke uhørt, at
professorer på cathedret og præster på prækestolen virkelig udtaler det med f.
Så heldig indøver dausklæreren os i -correct* udtale.
Flere forfattere, både i Danmark og Norge, har givet det rigtige exempel
ved at skrive: Alv Rolv Siv Olav Fridthjov Gevjon Tjrving o. s. v.; og hvad
jeg her har ytret, er alt andet end nyt; men jeg tor sige, at gentagelse ikke
er overflødig, idetmindste for danske læsere, om end måske for norske. Når
vi skriver dansk, gor vi bedst i at følge dansk retskrivning, og Ikke islandsk;
for den er dansklærerne ikke hjemme i. Al-ferne er hverken islandske eller
danske, selv om de er Øhlenschlægerske, ligesom Aukathor, Vaulundur,
Val-halla, og andre navne, som ikke noget levende eller dødt sprog kendes ved.
•) Dog brugtes ved siden herav tegnet v også til den ?den lyd, og
fordoblingen w til den 3dje.
f
v
w
u
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
