Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
delsen imellem Subjekt og Prædikat beroer Meningen altfor meget,
til at man skulde kunne give M. Medhold med Hensyn til den
løse og ikke nøiere bestemte Forbindelse, som han statuerer
imellem Subjekjet og Verbets Begreb; netop her sikrer Sproget
sig med den mest afgjorte Omhyggelighed, ved Modus-, Tempus-,
Person- og Talformer. Og hvad Mere ligger der vel i den
første Halvpart af det citerede Sted, end at den ved Gerundiet
aktivisk betegnede Prædikatsforestilling kan udtrykkes passivisk i
Gerundiv, der, hvor det ved vb. subst. forbindes med sit Subjekt,
staar i et ubestemt Forhold, der saaledes aabner et Rum for
Tilbørlighedsbetydningen, der ikke ligger i Formen, men i
Forbindelsen. I hvilken* Forbindelse? I den løse og v ubestemte
imellem Subjekt og Prædikat? Eller maaske snarere af vb. subst.
med Gerundivet? Men hvorledes kommer da Forbindelsen af disse
to Forestillinger til al frembringe en Betydning, som ikke ligger
i nogen af dem? Med Hensyn til det reelle Resultat synes der
saaledes at være liden Forskjel paa denne Fremstilling og Auberts,
der henregner denne Overgang inter illa sermonis mirabilia.
Naar man fremdeles bemærker, hvorledes M. lader Gerundivet
aflægge Tilbørlighedsbetydningen, som Formen efter hans egen
Forklaring ikke har, -saa er det ikke let at indse., hvad der er
vundet herved istedetfor strax at applicere »den løse og
ubestemte Forbindelse« tilligemed Adjektivformen og
Passivbetydningen ikke blot paa det prædikative og appositionelle Forhold
(med Tilbørlighedsbetydningen), men ogsaa, og det egentlig først,
paa det attributive (med den rene Verbalbetydning), saaledes som
Aubert havde gjort.
Men ogsaa mod dennes Fremstilling af Forholdet mellem
Gerundium og Gerundiv vil der reise sig grundede Tvivl. Er
en saadan ydre Kongruents, som ikke er støttet af en indre
Nødvendighed, naturlig? Den gjør sig vistnok paa mange Maader
gjældende i de forskjellige Attraktioner; men mig vil det ialfald
ikke blive rimeligt, at nogen Analogi med disse her kan antages
at finde Sled, da det jo er klart, at en saadan Attraktion maa
være rent ydre og ikke forstyrre det indre Forhold imellem
Forestillingerne , Noget, som her paa en besynderlig Maade er
Tilfældet, idet Aktivet antager passiv Betydning. Og hvorledes
gaar det til, at Sproget tilfældigvis skulde danne en substantivisk
Form, der saa fuldstændig bærer Præget af at være oprindelig
adjektivisk, at den blot ved at deklineres adjektivisk,, strax ikke
blot forandrer sin grammatiske Karakter, men ogsaa Betydning?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
