Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
»nflnitivo factum videmus, ita usurpare coeperunt, ut non ad
eas res referrentur, quæ ipsæ agerent, $ed, quæ actionem
admitterent vel tolerarent. Det er ikke ganske tydeligt, hvad han
mener med formam, quæ actionem durantem indicaret, paulnm
immutatam. Det synes at passe bedre paa den Mening, at
Gerundiet er opstaaet ved en Afændring af Part. Akt., end paa
hans egen Anskuelse om Oprindelsen af Endelsen -endus, som
den der er opstaaet ved en særskilt Dannelse og ikke hår
Andet at gjøre med Partic. Præs. Akt. eller nogen anden Form,
der kun’de betegne actionem durantem, end den tilfældige
Overensstemmelse i Betydning.
Berettigelsen af denne Opfatning turde vel ikke være megen
Tvivl underkastet; vanskeligere kunde det synes at være at
be-grændse denne Sprogbrug. Thi jeg forudser, at Mange her vil
indvende, at der allerede i denne Brug af Formen i mange
Tilfælde fremtræder et vist Hensyn til det Fremtidige eller
Nødvendige, ligesom Aubert (I. c. p. 11) regner Gerundfvet efter verba
tradendi, dandi, habendi ligefrem for gerand. necessitatis og
Madvig (1. c. p. 40) indirekte gjør detsamme. Og naar jeg for
min Del vil afvise denne Opfatnings Berettigelse og igjennem
Arialogier forsøge at paavise, at den særegne Modifikation ligger
i den ovenfor fremstillede prægnante Forbindelse, som maa
tænkes medieret ved et tænkt Kopula, og i dens
Afhængighedsforhold til det styrende Verbum, saa forudser jeg atter
Indvendinger paa Grund af den almindelige Opfatning baade af
Konjunktivens og Infinitivets Natur. I Konj. er man nemlig vant
til, idet man ikké afsondrer hvad der egentlig er denne
Modus’ Væsen, fra hvad der ved den sig udviklende Sprogbrug
er kommet ind i samme, at indføre det Begreb af Nødvendighed,
som egentlig kun tilkommer Imperativ, fordi den, naar den
bruges hortativt, oplativt og prohibitivt, fra sin Brug i
Bisætningen har medtaget Forestillinger, som egentlig kun tilhøre
Bisætningens Art og Forbindelse; og i Infinitiven, det rene
Verbalbegreb, er man ligeledes vant til, som det især viser sig i alle
de forskjellige Forsøg paa at udrede Gerundiets og Gerundivets
Væsen, at indlægge en vis Evne til at udtrykke baade Mulighed
og Nødvendighed, medens det dog vel maa være klart, at ogsaa
dette maa være foranlediget ved særegne prægnante eller
elliptiske Tankeforbindelser. Herom mere siden. Imidlertid vise
disse Analogier, at saadanne Modifieationer i Betydningen kunne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
